ANNONCE

Fodboldstjerne løsladt: Skal i husarrest

8. april 2020 05:35 | Af: Ritzau Fokus

Ronaldinho er med sin bror sendt i husarrest på et hotel i Paraguay, efter at de snød sig ind med falsk pas.

Fodboldstjerne løsladt: Skal i husarrest
Ronaldinho blev anholdt for en måned siden for at rejse med falsk pas. Foto: Jorge Adorno/Reuters

Den tidligere brasilianske fodboldstjerne Ronaldinho er blevet løsladt af en dommer i en sag om svindel med pas, men er blevet beordret i husarrest sammen med sin bror på et hotel i Asuncion i Paraguay.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Det sker, præcis en måned efter at Ronaldinho og hans bror blev anholdt, fordi de forsøgte at komme ind i landet med falsk pas.

Siden blev de fængslet og afventer en retssag. Deres advokater stillede en kaution på 1,6 millioner dollar, svarende til 11 millioner kroner.

Ronaldinho og hans bror ankom fra Brasilien til Asunción for godt en måned siden. Da de viste deres pas til immigrationsmyndighederne, bemærkede myndighederne, at der var noget galt med dokumenterne.

Timer senere, da det var blevet konstateret, at passene var falske, blev de to tilbageholdt af efterforskere på deres hotelværelse.

Ronaldinho var blevet inviteret til Paraguay af en velgørenhedsorganisation. Dennes direktør, Dalia Lopez, erkender, at hun havde anmodet om officielle paraguayanske pas til brødrene, men siger, at hun ikke anede, at de var falske.

De brasilianske myndigheder inddrog Ronaldinhos pas i november 2018, da han ikke formåede at betale en bøde på 2,5 millioner dollar – knap 17 millioner kroner – for miljøskader.

Skaderne var opstået i forbindelse med opførelsen af en ejendom i Porto Alegre i det sydlige Brasilien.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu