Livsfarlig sygdom i vækst: Kan forveksles med influenza

20. februar 2018 15:49 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Den har forbindelse til rotter, men du behøver ikke engang have kontakt til de små gnavere. Du kan sagtens smittes uden.

Rottesyge trives i Danmark. I 2017 blev der konstateret det højeste antal i 24 år.

Rotter findes alle vegne – i by og på land.

De små firbenede væsener er nok ikke ligefrem populære blandt den menneskelige befolkning.

At de kan være direkte dødbringende, bidrager næppe til den holdning.

Rottesyge, eller leptospirose, skyldes infektion med bakterier af arten Leptospira. Leptospirose er en sygdom der smitter mellem dyr og mennesker.

I galleriet over artiklen kan du se, hvad du skal holde øje med. Klik dig igennem – i sidste ende kan det måske redde dit liv. 

Statens Serum Institut oplyser, at der i Danmark diagnosticeres mellem 10 og 30 tilfælde af rottesyge årligt, og at symptomerne kan forveksles med influenza.

Hvem smittes med rottesyge

Alle kan smittes med sygdommen, men de personer, der i form af jobbet arbejder i kloakker, dambrug, åer eller renovation, har størst risiko.

Det har personer, der har roet eller svømmet i åer, der løber gennem by-områder – eller på anden måde har været i en form for kontakt med rotte-urin.

Rottesyge efter sport

Det kom flere deltagere i løbet Swim Run i september 2017, hvor der blandt andet skulle svømmes i Gudenåen, til at mærke. Hele fem personer blev ifølge Randers Amtsavis nemlig smittet med den potentielt livsfarlige rottesyge.

Et andet eksempel er fra juli 2011. Her ramte et voldsomt skybrud København. Ritzau kunne dengang fortælle, at det kostede en 62-mand livet, da han blev smittet med leptospirose efter at have været i kontakt med kloakvand i forbindelse med en oversvømmelse efter skybruddet.

Ifølge Statens Serum Institut findes Leptospira-arter hos dyr over hele verden. Leptospirose hos mennesker er imidlertid sjældent diagnosticeret i Vesteuropa og Danmark.

I 2017 blev der dog konstateret 22 tilfælde i Danmark – i 2018 er en person, indtil videre, blevet smittet. i 2016 var antallet 15, i 2015 otte.

Rotter udskiller det i urinen

Rotter, der er inficerede med Leptospira, udskiller bakterien i urinen. Mennesker, der får kontakt med urin fra rotter eller mus, fx i et vandløb, risikerer derfor at blive smittet.

Et andet ord for rottesyge eller Leptospirose er Weils sygdom. Det er en særlig alvorlig udgave af sygdommen med gulsot, nyresvigt, lungebetændelse og øget blødningstendens.

Sygdommen behandles med antibiotika. Den skal helst igangsættes inden for fire dage.

Kilde: Statens Serum Institut.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu