ANNONCE

Rudolf stjålet: -Det er pænt meget træls

11. december 2019 10:17 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt har fået sin halvanden meter høje Rudolf stjålet fra sin forhave.

Rudolf stjålet: -Det er pænt meget træls
Det er Rudolf med det flotte gevir og nissehue på, som er blevet stjålet fra Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidts have i Hinnerup. Foto: Scanpix

– Det ødelægger jo julestemningen, sådan lyder det fra Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt, der tidligt i morges opdagede, at hendes forhave havde mistet en beboer.

Hende og mandens halvanden meter høje Rudolf var pist væk.

Artiklen fortsætter efter videoen

Hun efterlyser nu rensdyrskulpturen på Facebook, ligesom den også er blevet politianmeldt.

Manden opdager det

Det var tidligt onsdag morgen, at Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidts mand opdagede, at rensdyret var forsvundet fra deres forhave på Fredensgade i Hinnerup.

– Min mand arbejder om natten, og da han kom hjem ved femtiden, så han, at den var væk, siger hun til Newsbreak.dk.

– Den er jo halvanden meter høj, så den er ikke så nem at overse, tilføjer hun.

Hun forklarer, at de straks tyede til Facebook, hvor de efterlyste Rudolf. Ligesom hun også siger, at det er anmeldt til politiet.

Pænt meget træls

– For at sige det ligeud, så er det pænt meget træls, siger Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt.

Rudolf har været en del af hende og mandens udsmykning af forhaven på den velkendte julegade i Hinnerup i omtrent fire år.

Sidst Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt lagde mærke til Rudolf, som hun kalder ham, var ved 23-tiden tirsdag, da alle lys på gaden slukker.

Ikke oplevet det før

Det er første gang, at hun og manden oplever, at der bliver stjålet juleudsmykning.

– Vi har været meget forskånet for det, siger hun og fortsætter:

– Men det ødelægger jo julestemningen.

Det er ikke, fordi Rudolf er særligt elsket, men som Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt siger “så har alt jo en særlig plads”.

Håber han finder hjem

I julesangen om Rudolf, er det jo netop ham, der er helten, som kan hjælpe julemanden med at finde vej. Den egenskab håber Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt også, at hendes Rudolf har, så han finder vej hjem til forhaven i Hinnerup.

– Vi har ikke fået nogle henvendelser endnu, men vi håber virkelig på, at han kommer hjem, siger hun og ønsker, at folk vil holde øje med Rudolf på deres vej.

Men går det ligesom i sangen Kender I den om Rudolf, så finder rensdyret atter sin vej tilbage til Hinnerup.

Hvis du ser noget eller har oplysninger i sagen, kan du kontakte Charlotte Vilsbæk Lautrup Schmidt på 2668 2030.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu