Ruten for Touren 2018 er afsløret

17. oktober 2017 16:43 | Af: Ritzau Fokus

Tour de France 2018 begynder på en lille ø og tæller blandt andet en etape med mål på mytiske Alpe d'Huez.

Ruten for Touren 2018 er afsløret
Chris Froome vandt i 2017 Tour de France for fjerde gang i karrieren og for tredje gang i træk. Briten var tirsdag i Paris, hvor Tour-ruten anno 2018 blev præsenteret. Foto: Christian Hartmann/arkiv/Reuters

I 2017 vandt Sky-rytteren Chris Froome Tour de France for fjerde gang, hvorefter han på imponerende vis også triumferede i Vuelta a España.

I 2018 er hovedmålet for briten at hente karrierens femte Tour-sejr, og tirsdag blev han og alle andre præsenteret for menuen i næste års udgave af verdens største cykelløb, da Tour-ruten 2018 blev offentliggjort.

Froome, der indledningsvist under showet i Paris blev hædret som bedste rytter i 2017 med den hæderkronede pris Velo d’Or, kan sammen med resten af cykeleliten se frem til en varieret rute i det franske til sommer.

Starter og slutter i Frankrig

Tour de France anno 2018 begynder 7. juli på den lille ø Noirmoutier i det vestlige Frankrig og slutter 29. juli på Champs-Élysées i Paris.

Tour-starten er skudt en uge i forhold til normalt på grund af VM i fodbold i Rusland, der slutter 15. juli.

Blandt højdepunkterne bliver en holdtidskørsel på tredje etape, en individuel tidskørsel på næstsidste etape og 15 sektioner med brosten på 9. etape.

25 bjergtoppe venter også på rytterne, 11 af dem i Alperne, fire i Massif Central og 10 i Pyrenæerne.

Der er både nye og velkendte stigninger på menuen, en af de sidstnævnte er den mytiske opstigning til målstregen på Alpe d’Huez på 12. etape.

Dansker får hovedrolle

Danmarks bedste kort i Tour de France i det samlede klassement er uden tvivl Jakob Fuglsang, som det har været i en årrække, og danskeren ligner en mand, der får en absolut hovedrolle på Astana-holdet i 2018.

En formstærk Fuglsang udgik af Touren 2017 som følge af et styrt, men hurtigt efter var holdets ledelse på banen med en garanti for, at Fuglsang også i 2018 får en hovedrolle, og den kan blive endnu større end ventet.

Fuglsangs interne konkurrent i forhold til at være kaptajn i de største løb, italienske Fabio Aru, skifter til UAE Emirates fra næste sæson. Det blev meldt ud tirsdag kort før præsentationen af Tour-ruten.

Tour de France 2017 sluttede med Chris Froome som vinder foran colombianske Rigoberto Urán og franske Romain Bardet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu