ANNONCE

Rygsækshelt dør efter knivstikkeri på hostel

1. september 2016 20:11 | Af: Louise Bennetzen, lb@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

30-årige Tom Jackson er død efter seks dage på hospitalet. Han prøvede at redde en veninde fra knivstikkeri og blev selv stukket 20 gange.

Tom Jackson prøvede at redde sin veninde Mia Ayliffe-Chung, der blev stukket ned af Smail Ayad på et australsk hostel. Tom blev selv stukket 20 gange og han er nu død efter seks dage på hospitalet. Ayad er anklaget for mord, forsøg på mord, dyremishandling og vold. Politiet bedømmer, at han er så farlig, at de ikke lod ham komme i retten. Det skriver Daily Mail.

Prøvede at redde ven

Den britiske helt, den 30-årige rygsæksturist Tom Jackson er død på hospitalet, efter at være blevet stukket 20 gange i ansigtet, halsen og brystet. Tom boede på Home Hill Backpackers cirka 100 kilometer syd for Townsville i Australien, hvor angrebet skete.

Franskmanden Smail Ayad hev en af beboerne på hostellet, Mia Ayliff-Chung, ud af hendes seng og ud på balkonen, hvor han stak hende flere gange med en kniv. Mia flygtede herefter ud på badeværelset i et forsøg på slippe fra sin angrebsmand. Det var her Tom kom sin veninde til undsætning, og desperat prøvede at skærme den blødende kvinde fra kniven, der endte med at stikke ham 20 gange. En 46-årig australier prøvede også at hjælpe, men blev kun lettere såret. Mia døde på stedet.

Politiet kalder Tom en helt, fordi han “uden tanke for sig selv overhovedet” kom Mia til undsætning

Den britiske avis Daily Mail har i en omtale af sagen skrevet, at det var et jalousidrama, hvor Ayad var forelsket i den 21-årige Mia Ayliffe-Chung, der ikke gengældte hans kærlighed.

Gerningsmanden dræbte også en hund og sårede en halv snes politifolk efter sin anholdelse. Han er nu sigtet for mord, drabsforsøg, dyremishandling og vold. Efter Toms død bliver det ene drabsforsøg ændret til mord. Ayad viste sig ikke i retten, da politiet altså vurderede, at han var for farlig.

Under angrebet råbte han “Allahu akbar” (Gud er større). Franskmanden, som trods sine råb ikke opfattes som radikaliseret, er nu varetægtsfængslet.

Familie og venner sørger

Tom Jacksons far, Lee Jackson, der fløj ned til sin søn fredag for at sidde ved hans sygeleje, siger, at han er “utroligt stolt” over sin søn, som var i Australien for at blive journalist.

– Der er mange grunde til at vi er, og altid vil være stolte af Tom, siger Toms far og fortsætter:

– Hans handlinger i dette forfærdelige angreb, gør os kun endnu mere stolte.

Meget af Toms familie og venner har brugt de sociale medier til at bede for Toms bedring samt udtrykke deres sorg efter hans død.

–  Det er med stor sorg, at jeg i dag siger farvel til min fantastiske storebror Tom. Der er intet, der kan forberede en på at miste en bror og ven, men det er en stor trøst at have kendt dig, har Toms søster Liv, skrevet på Facebook i dag.

– Til alle jer derhjemme og alle jer her i Australien, af hjertet tak for alt jeres støtte. Det eneste jeg beder om er, at I ikke husker Tom som et offer. Husk ham som en ven. Husk minderne og vær taknemlig for, at han var en del af jeres liv. Jeg er utroligt stolt af dig Tom. Jeg vil elske dig for evigt.

 

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu