Så dyrt kan det være at køre en tur med barnet i bilen

20. oktober 2018 16:21 | Af: Newsbreak.dk

Men er det børnenes skyld, at det er sådan?

Der er intet, der er vigtigere end vores børn, når det handler om at komme til tiden.

Det er dem, der får os til at sidde stresset bag rattet, trykke for hårdt på speederen, overse medtrafikanter, lave hasarderede overhalinger og ignorere både røde og gule lys. Det skriver avisen Danmark.

– Vi ved alle, hvad en god bilist er, og vi synes alle, at vi selv kører pænt og ordentligt. Samtidig er der mange ulykker, der skyldes uopmærksomhed, fordi man sidder og stresser og tænker på andre ting. Og børnene skal i hvert fald ikke stå og vente på, at forældrene kommer, så det er der, vi går på kompromis. Det er i de situationer, vi føler os pressede og kommer til at gøre ting i trafikken, vi ikke burde, siger Pernille Andersen, konsulent i GF Fonden, til avisen Danmark.

Du kan i galleriet se, hvad det er for fejl, folk begår, selv når de kører med deres børn i bilen.

I undersøgelsen svarer to ud af tre deltagere, at det er børnene, der er den vigtigste årsag, når vi stresser for at komme så lidt for sent som muligt, skriver avisen.

Det er kun hver fjerde, der mener, at det er arbejdet, der er vigtigst i den forbindelse – næsten ingen sætter familie generelt eller venner derop.

– Vi kører jo ikke over for gult eller rødt, fordi vi har lyst. Vi føler os på en eller anden måde tvunget ud i det.  Det kan vi se af undersøgelsen. Vi vil gerne bruge den til at sætte fokus på, at vi ikke skal tage så let på det, men at vi bliver mere bevidste og i stedet lige kører ind til siden og ringer til institutionen for at sige, at vi er forsinkede. Det er bedre end at bringe andres liv i fare. Så bliver der også langt bedre muligheder for, at kørslen hjem fra institutionen kan blive en del af kvalitetstiden med børnene, fordi man er mødt mindre stresset op, siger Pernille Andersen til avisen Danmark.

Vi tænker på andet end køreturen

I en spørgeundersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik offentliggjorde i 2017, svarede mere end hver fjerde bilist, der havde været ude for en ulykke eller været lige ved det inden for det seneste år, at de var mentalt uopmærksomme – at de var var stressede, trætte eller sad i egne tanker.

– Vi ved altså, at stress er en stor faktor i trafikulykker, siger Jesper Sølund, chefkonsulent i Rådet for Sikker Trafik til avisen Danmark.

I Rådet vil de gerne have udbredt den samme adfærd, som danskere har fået i forhold til spirituskørsel: At man griber ind og blander sig.

– Hvis man er passager i en bil, hvor føreren stresser, så tilbyd hjælp. Sig: Skal jeg køre? Eller tilbyd at ringe op til daginstitutionen, eller hvad det måtte være for at sige, at føreren bliver forsinket, siger Jesper Sølund til avisen Danmark.

GF Fonden starter fra uge 43 en kampagne på Facebook og LinkedIn for at skabe større bevidsthed om stress i trafikken.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu