ANNONCE

Så høj er risikoen for coronavirus i Danmark nu

28. januar 2020 14:00 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Risikoen for coronavirus i Danmark er ikke stor, lyder det i ny vurdering fra Sundhedsstyrelsen.

Efter fire bekræftede tilfælde i Europa har Sundhedsstyrelsen netop opdateret risikovurderingen for coronavirusset.

Det vurderes stadig, at risikoen for, at virusset når Danmark, er lav.

Direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, siger, at de kinesiske myndigheder laver mange tiltag for at begrænse smitten.

Samtidig er der ikke direkte flyforbindelser fra Wuhan til Danmark.

– Det er ikke det samme, som at vi siger, at det er fuldstændig usandsynligt. Vi har haft vores beredskab klar i lang tid, siger han til Ritzau.

Syv danskere vil hjem

Der er tre bekræftede tilfælde af personer smittet med coronavirus i Frankrig og et enkelt tilfælde i Tyskland.

Derudover har man i Sverige haft mistanke om, at to personer kunne være smittede. Det viste sig dog at være falsk alarm.

Lige nu befinder 18 danskere sig i den virusramte Hubei-provins i Kina. Syv af dem har ønsket at blive evakueret.

Her bliver man testet

Skulle der komme en person til Danmark, som opfylder kriterierne for at være smittet med virusset, vil vedkommende blive testet på Skejby eller Hvidovre sygehuse.

Sundhedsstyrelsen vil dog ikke anbefale, at man screener folk, der rejser ind i Danmark.

Der er ikke dokumentation for, at det kan hindre smittespredning, lyder det i en pressemeddelelse fra Sundhedsstyrelsen.

Det anbefales desuden, at rejsende til Kina følger Udenrigsministeriets rejsevejledning.

I øjeblikket frarådes alle unødvendige rejser til Hubei-provinsen, mens danskere i resten af Kina skal være ekstra forsigtige.

Udenrigsministeriet skriver, at man nu opfordrer danskere i resten af Kina til at være ekstra forsigtige, fordi de kinesiske myndigheder blandt andet har indført rejserestriktioner i flere provinser for at begrænse udbruddet af virussen.

Coronavirusset har indtil videre dræbt over 100 mennesker i Kina. Det samlede antal smittetilfælde på tværs af landet menes at være over 4000.

Sundhedsstyrelsen skriver, at man følger situationen tæt.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu