Så indviklet er Guldfeberen, Aladdins Wish og alle de andre

12. marts 2019 15:28 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Aladdins Wish, Guldfeberen og så videre sættes i forbindelse med et hav af navne, Facebooksider og adresser. Desuden er det småt med CVR-registreringer.

Med et hav af forskellige mailadresser, Facebooksider, CVR-registrerede virksomheder og navne forsøger folkene bag blandt andet Guldfeberen og Aladdins Wish at gemme sig bedst muligt. I artiklen her forsøger vi at give et oprids af, hvordan det hele hænger sammen.

Først og fremmest er der de to store Facebooksider Guldfeberen og Aladdins Wish. De har tilsammen mere end 100.000 følgere, der næsten dagligt bombarderes med opslag, hvor der lokkes med konkurrencer og lyn-auktioner.

I disse er præsentable smykker enten til salg eller gevinst, men som Newsbreak.dk har afdækket, så er der endog mange kritikere af de to siders metoder. Alle de, vi har talt med, har nemlig aldrig nogensinde set skyggen af de varer, de betaler for.

Flere anklager også smykkerne for at være billigt kinesisk plastik til trods for, at de bliver solgt under ord som “ædle metaller”, “safirer” og lignende. Det har for Newsbreak.dk vist sig særdeles svært at få bagmændene – eller manden – i tale. Her følger det, vi har fundet ud af gennem den seneste måned:

Guldfeberen

Blev oprettet på Facebook den 29. april 2015 under navnet TRENDYGoldie. Omtrent to måneder senere bliver virksomheden Guldfeber registreret i det danske CVR-register med et såkaldt P-nummer. Firmaet har adresse på Ulsøparken i Brøndby Strand.

I oktober 2015 skifter Facebooksiden navn til Guldfeberen, der er aktiv den dag i dag, hvor der er to administratorer tilknyttet. Begge personer bor ifølge Facebook selv i Danmark. Det er ikke muligt at se præcis, hvem de er.

CVR-registrerede Guldfeber ophører 31. januar 2016, men Facebooksiden eksisterer altså endnu og deler flittigt opslag med konkurrencer og auktioner. Newsbreak.dk er opmærksom på et navn, der fra begyndelsen var tilknyttet netop Guldfeber, men det har ikke været muligt at opdrive denne person, og vi nævner derfor ikke hans navn.

På Guldfeberens egen Facebook-side fremgår det, at deres kundeservice kan kontaktes på email-adressen smykkeunivers@outlook.dk. Newsbreak.dk har sendt en mail til denne med en forespørgsel på et interview.

Guldfeberen har i hvert fald på et tidspunkt delt telefonnummer med Facebooksiden Aladdins Wish, der også flittigt deler hinandens auktions- og konkurrenceopslag. De to sider har desuden haft samme bankforbindelse.

Flere personer har gennem tiden anklaget netop Guldfeberen for at sælge varer, der er billige varer fra Kina, som eksklusive smykker. Flere kunder fortæller nu Newsbreak.dk, at de faktisk slet ikke modtager noget.

Aladdins Wish

Siden drives af en Thomas, som Newsbreak.dk gennem adskillige opkald har forsøgt at få kontakt til. Hans telefonnummer har på et tidspunkt været tilknyttet Guldfeberen, der på mange punkter minder meget om netop Aladdins Wish. Vi er bekendt med hans fulde navn, men da et egentligt interview aldrig har fundet sted, nævner vi det ikke.

Aladdins Wish påstår flere gange at være en ægte virksomhed, men intet sted i CVR-registret findes noget, der indikerer, at denne virksomhed reelt eksisterer. Man kan dog fritages fra CVR-registret ved omsætning under 50.000 kroner.

I øjeblikket fremgår det af Facebooksiden Aladdins Wish, at den blev oprettet den 25. juli 2018 under det navn, den også har i dag. Samtidig er kontaktmailadressen genie@aladdinswish.shop, som Newsbreak.dk uden held har henvendt sig på.

På et tidligere tidspunkt i forløbet har Aladdins Wish dog oplyst kunder en anden mailadresse. Den er smykkeunivers@outlook.dk, som er identisk med Guldfeberens mailadresse. Det er lykkedes Newsbreak.dk at få en meget kort skriftlig kommentar fra Aladdins Wish.

Her nægter bagmanden – eller mændene – al samarbejde med Guldfeberen. I en telefonsamtale med en tidligere kunde, som Newsbreak er i besiddelse af, nævner en person, der kalder sig Thomas, at han har taget sit koncept direkte efter Guldfeberen, men nægter både her og over for Newsbreak.dk hårdnakket, at der er sammenhæng. Newsbreaks research tyder dog på, at der er overvældende sammenhæng. Det kan du læse mere om i den lange artikel her: Kunder raser: Vi er blevet snydt så det driver

For nuværende er der tre administratorer tilknyttet Aladdins Wish. En enkelt i Tyrkiet og to i Danmark. Det har ikke været muligt at sætte navn på de to øvrige foruden denne Thomas. Aladdins Wish har desuden en hjemmeside, der ikke er særlig aktiv.

Flere kunder fortæller nu Newsbreak.dk, at de faktisk slet ikke modtager noget.

BeautySecrets

Det her er en af de mere kringlede. Et opslag i CVR-registret giver nemlig en del hits. Beauty Secrets har flere gange været registreret på forskellige måder. Både som produktionsvirksomhed med det såkaldte P-nummer. Dertil også som reel enkeltmandsvirksomhed.

To navne, der deler efternavn, står bag registreringerne, men det er i begge tilfælde adressen, der er interessant. Den er nemlig i i hvert fald fire tilfælde tilknyttet den selv samme opgang i Brøndby Strand, hvor også Guldfeberen havde adresse. Nemlig Ulsøparken nummer 1.

Ingen af de registrerede udgaver af Beauty Secrets i CVR-registret er for nuværende aktive. Den sidste ophørte i 2018.

På Facebook deler Beautysecrets.dk primært auktions og konkurrence-opslag fra både Guldfeberen og Aladdins Wish. I flere opslag på siderne nævnes de tre sider i sammenhæng. BeautySecrets kan ifølge sin Facebookside kontaktes på samme telefonnummer, som tilhører Thomas fra Aladdins Wish.

Mailadressen er derimod tilknyttet den selv samme person, der i sin tid registrerede Guldfeber ved CVR-registret.

Navnet på Facebook-siden er pudsigt. Det er ganske vist efter en enkelt dag blevet ændret fra BeautySecrets til BeautySecrets.dk, men der findes altså ikke rigtig nogen hjemmeside, der hedder netop det. Tidligere har denne hjemmeside dog eksisteret, tyder denne Jubii Debat-tråd fra 2008 på, men ifølge et opslag i domæne-registret i Danmark er domænet beautysecrets.dk oprettet i marts 2018. Det er vigtigt at understrege, at Newsbreak.dk ikke har belæg for kobling mellem domænet og Facebook-siden.

Sweet Secret

Minder på nogle punkter om BeautySecrets. Facebooksiden deler nemlig primært auktions og konkurrence-opslag fra både Guldfeberen og Aladdins Wish. Der er ingen specifikke kontaktinformationer.

Det fremgår, at der er tale om et tøjmærke, og det understøttes dog ikke lige frem af CVR-registreringen af enkeltmandsfirmaet Sweet Secret. Her fremgår det, at der er tale om et firma, der gør sig i kunstnerisk skaben.

Ifølge CVR-registret har Sweet Secret eksisteret i en hel dag. Oprettet og ophørt 14. januar 2016. Vedkommende, der har oprettet virksomheden, er dog identisk med den Thomas, vi flere gange har omtalt. Der fremgår af registreringen også en mailadresse, som Newsbreak.dk har skrevet til uden held.

Adressen for Sweet Secret kan du nok gætte dig til. Samme opgang i Ulsøparken, Brøndby Strand, som Guldfeber og BeautySecrets.

Smykkeunivers

Modsat flere af de andre virksomheder er Smykkeunivers stadig aktiv og har adresse i Greve. Som du måske vil huske har flere af de ovenstående Facebooksider tilknyttet en mailadresse, der hedder smykkeunivers@outlook.dk.

Vedkommende, der står som kontaktperson til både virksomheden og P-enheden Smykkeunivers, der har samme adresse, er identisk med den person, der oprindelig stod for registreringen af Guldfeber i virksomhedsregistret.

Thomas

Det navn, der går igen og igen, er Thomas. Newsbreak.dk er bekendt med vedkommendes fulde navn, men trods utallige forsøg på at få sat et interview i stand med denne er det ikke lykkedes. Derfor nævner vi ikke det fulde navn og omtaler ham kun som Thomas.

Han siger selv, han er manden bag Aladdins Wish og nægter ethvert samarbejde med de øvrige Facebook-sider. På hans private Facebook-profil ses dog, at han driver Sweet Secret, som tidligere har været registreret som virksomhed under også hans navn.

Newsbreak.dk har i artiklen “Tåler ikke kritik: Sådan bliver folk truet” beskrevet, hvordan en person, der kalder sig Thomas, har truet kunder, der på Trustpilot har kritiseret Aladdins Wish for at svindle.

Fakta

Manglende kommentarer

Newsbreak.dk har gentagne gange forsøgt at komme i telefonisk kontakt med folk bag de to Facebook-sider, men det er trods flere opkald altså ikke lykkedes. Mellem opkald måtte vi således ty til skriftlige forsøg.

I den forbindelse skrev vi en mail direkte stilet til alle de mailadresser, vi har fundet, der kan sættes i forbindelse med Thomas, Guldfeberen og Aladdins Wish. Her gjorde vi opmærksom på, at vi har forsøgt at ringe til telefonnummeret.

Samtidig skrev vi også, hvad det drejer sig om, og at vi meget gerne vil have en forklaring og stille nogle spørgsmål i den forbindelse. Vi gav en række muligheder for kontakt og henvendelse til Newsbreak. På mail fik vi ingen respons, men ved en identisk skriftlig henvendelse lykkedes det at få et svar fra Aladdins Wish. Det kan du læse i fuld og ordret længde her:

der er tale om 2 forskellige sider så al sammenligning vil blive behandlet som injurier, jeg er ved at slæbe mange i retten pga det her

begge firmaer sender ud, lange leveringstider gør kunder utilfredse, lemming effekt på trustpilot, thomas [resten af navn slettet, red] ejer aladdins wish, ikke andre sider, folk skriver til vores kunder det er ulovligt og vi anmelder flere sager pt til politiet, der er tale om decideret chikane

“stort set alle på trustpilot er dokumenteret afsendt med foto, alligevel siger de at de ikke har modtaget, men giver os ikke en chance for at gensende, det ødelægger os på trustpilot og folk er ligeglade

jeg er meget træt af trustpilot de vidergiver injurier som medie og jeg er ved at forberede retssag imod dem

så hvis du videregiver deres injurier vedr. aladdins wish søger jeg erstatning fra jer også på forhånd tak

Vi har efter at have modtaget ovenstående beskeder igen forsøgt at kontakte Thomas/Aladdins Wish telefonisk – igen uden at komme i gennem. Til gengæld har vi videresendt syv essentielle spørgsmål, vi gerne vil have svar på.

1. Hvilke sider sælger du fra?

2. Hvorfor modtager folk ikke deres varer?

3. Hvorfor er Aladdins Wish ikke registreret i CVR-registret?

4. Hvorfor kan folk ikke få fat på dig, når de ringer og skriver på Messenger?

5. Hvorfor kan kunder, der føler sig snydt, ikke få deres penge tilbage, når de efter lang tids venten ikke længere gider vente?

6. Hvor får du de smykker, du sælger, fra?

7. Desuden vil jeg også høre, om du har nogle kommentarer til, at flere siger, de er blevet truet og chikaneret efter at have skrevet negative anmeldelser på Trustpilot?

Denne gang modtager vi blot et standardiseret svar:

Tak for din mail, vi har lidt travlt i øjeblikket, men vender tilbage til dig hurtigst muligt. Nogle kunder kan desværre opleve længere leveringstider ifm. auktioner og konkurrencer, vi håber på jeres tålmodighed. Kærlig Hilsen Aladdins Wish“.

Efter udgivelsen af de fire artikler:

Kunder raser: Vi er blevet snydt så det driver
Aladdins Wish svømmer i banker
Tåler ikke kritik: Sådan bliver folk truet
Så indviklet er Guldfeberen, Aladdins Wish og alle de andre

bliver Newsbreak.dk endelig kontaktet af Thomas, der står bag Aladdins Wish. Han nægter at medvirke i et interview.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu