Så mange danskere svindles hver eneste dag på internettet

24. november 2017 08:09 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

I årets første 10 måneder har op mod 20.000 danskere tabt 38 mio. kr. på netsvindel. Højsæsonen starter med black friday, og bagmandspolitiet lukker fupfirmaer i tusindvis.

Så mange danskere svindles hver eneste dag på internettet
Arkivfoto.

Med hævede kreditkort kaster mere end to millioner danskere sig i dag ud i kampen om de fedeste tilbud og rabatter, når butikkerne kalder til store shoppedag, black friday.

Forventningen er en ny omsætningsrekord – både i de fysiske butikker og på nettet. Men det gigantiske købegilde, og den efterfølgende julehandel, er samtidig højsæson for netsvindlere og it-kriminelle, der bruger alle kneb for at stjæle dine penge, skriver Politiken fredag.

Alene i årets første 10 måneder er op mod 20.000 danskere blevet snydt for mere end 38 millioner kroner i nethandler, hvor varerne aldrig dukkede op, var rene kopier eller umulige at bruge, bytte og erstatte, skriver Politiken fredag. Det fremgår af en ny analyse, der som den første af sin art gennemgår de indberetninger, landets banker har fået fra borgere, der er blevet snydt i en nethandel.

»Tallene viser jo, at 60-70 danskere bliver snydt hver eneste dag på nettet. Og det er vel at mærke i den rolige periode. Nu venter de travle uger, det er derfor, vi forsøger at råbe danskerne op«, siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, til Politiken.

Han frygter, at det samlede svindelbeløb på onlinehandel vil nå op i nærheden af 50 millioner kroner inden nytår.

Lyntjek af firmaer

I et samarbejde med e-mærket, der certificerer og kvalitetsstempler danske netbutikker, opfordrer Finans Danmark danskerne til at lyntjekke de firmaer, de handler med. Bedste bud på et faktatjek er at klikke på kolonnen ’Om os’, hvor firmaerne typisk fortæller om deres baggrund.

Det er ofte her, fupmagerne afslører sig selv med fejl og forkerte oversættelser.

»It-kriminelle fejrer også black friday, for det er simpelthen dagen, hvor de kan demontere og bedøve selv veluddannede, kloge, normalt fungerende menneskers logiske sans med vanvittige tilbud, der bliver købt med hovedet under armen og dankortet højt hævet i en feberlignende tilstand«, siger Toke Mølgaard, kommunikationschef hos e-mærket, til Politiken.

Sådan undgår du net-svindel

Du har lige købt et par flotte sko i en netbutik, men når varen dukker op, ligner den ikke det, du bestilte. Eller endnu værre – varen kommer aldrig, og du får alligevel trukket pengene.

Den situation har mange danskere prøvet at stå i, men sådan behøver det ikke være. Det mener Peter Kruse, der er it-sikkerhedsekspert i it-sikkerhedsvirksomheden CSIS.

Første skridt på vejen mod en mere sikker handel på nettet indebærer blandt andet at bruge sin sunde fornuft.

Se de gode råd til, hvordan du undgår netsvindel her: Undgå net-svindel – her er de gode råd

Fakta

Sådan undgår du svindel

Her er nogle råd fra Kolding Kommune til, hvordan du undgår svindel:

  • Er den mailadresse, som anvendes ved bestillingen, en officiel mailadresse fra Kolding Kommune? Alle kommunens mailadresser ender med kolding.dk. Hvis der i stedet står f.eks. står kolding-kommune.dk så er bestillingen ikke fra Kolding Kommune.
  • Har leveringsadressen noget at gøre med Kolding Kommune? Virker den troværdig? F.eks. har svindlerne i et tilfælde angivet en adresse i Grenå som leveringsadressen, hvilket er et klart faresignal om svindel.
  • Er det sandsynligt, at Kolding Kommune vil bestille den pågældende vare – f.eks. hi-fi-udstyr og gavekort – i den angivne mængde?
  • Endelig er der grund til at være ekstra opmærksom, jo større ordren er.
Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu