ANNONCE

Så mange er indlagt

17. november 2020 14:08 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Se de nyeste coronavirus-tal.

Så mange er indlagt
Antallet af indlagte er per tirsdag 259. Foto: Scanpix

Antallet af personer indlagt med Covid-19 i Danmark er faldet til 259. Det er otte færre end mandag. Af de aktuelt indlagte er 42 af dem nyindlæggelser, fremgår det af netop offentliggjorte tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Gennem artiklen her kan du blive klogere på nogle af de nye tal, der er blevet offentliggjort tirsdag. Blandt andet kan du læse, at det daglige smittetal igen er rekordhøjt. Du kan også lære mere om nogle af de mere bagvedliggende data.

Hver tirsdag opdaterer SSI nemlig sin rapport med grundlæggende overvågning af den aktuelle epidemi. Her kan man blandt andet læse noget om, hvem der bliver indlagt.

Af de aktuelle indlæggelser er 41 indlagt på en intensiv afdeling, mens 26 har så besværet vejrtrækning, at de får hjælp med en respirator til at få ilt i lungerne.

Underliggende sygdom

Meget er blevet skrevet og sagt om underliggende kroniske sygdomme. Det er faktuelt, at mange af de registrerede dødsfald i Danmark, der kan relateres til coronavirus, samtidig har været i forbindelse med en eller flere sygdom(me). Godt 80 procent faktisk.

Sådan er billedet ikke helt, når det angår, hvem der bliver indlagt på et af landets mange Covid-19-afsnit. Faktisk er det kun 58 procent af de, der er blevet indlagt siden begyndelsen af epidemien, der har haft en underliggende kronisk sygdom.

Tirsdag er det offentliggjort, at 4593 er eller har været indlagt siden den 27. februar, hvor det første tilfælde af Covid-19 blev fundet i Danmark. 768 er døde i samme periode. Det er en stigning på fire siden mandag.

De smittede

Over det seneste døgn er der fundet rekordsættende 1220 nye bekræftede smittetilfælde, og vi er fortsat midt i den såkaldte anden bølge af epidemien. De nye smittetal kan lægges i bunken, således der aktuelt er fundet 64.551 smittede, siden epidemien begyndte herhjemme.

Sammenholdt med de nye testtal – 68.750 tests det seneste døgn og 3.199.098 testede personer i alt – giver det en positiv-procent på 2. Generelt er der godt styr på smitten, og kontakttallet, der angiver smittespredning, er senest beregnet til 0,9.

Det vil sige, at 10 coronasmittede danskere i gennemsnit spreder smitten til ni yderligere. Når smittetallet så alligevel er markant højere dagligt end i foråret, skyldes det med største sandsynlighed, at der testes langt flere på dagsbasis.

Af opdateringen tirsdag fremgår det dog, at det nye kontakttal, der skulle offentliggøres tirsdag, er forsinket.

Mink-smitten

Der er den seneste uge fundet over 200 smittetilfælde blandt ansatte på seks minkpelserier i Danmark, har Styrelsen for Patientsikkerhed, der står for smittesporing i Danmark, oplyst på Twitter.

– Smitteopsporingen arbejder på højtryk for at bryde smittekæderne, skriver styrelsen, der dog ikke oplyser, hvor de pågældende minkpelserier ligger i landet.

Der er i øjeblikket et stort arbejde i gang med at aflive alle landets mink, fordi regeringen har besluttet, at de udgør en for stor sundhedsrisiko. Ikke mindst mod en kommende vaccine.

Fødevarestyrelsen tilføjer i øvrigt, at 283 minkfarme er eller har været smittet med Covid-19. Af dem er 265 besætninger aflivet. Yderligere 22 farme er under mistanke for smitte.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu