ANNONCE

Så mange har set sexchikane

28. september 2020 06:54 | Af: Newsbreak.dk

Et flertal af arbejdsmiljørepræsentanter rundt om i landet ser seksuel chikane på arbejdspladsen.

Så mange har set sexchikane
I 2019 trådte en række nye regler om krænkelser på jobbet i kraft. KLIK VIDERE OG SE HVAD DE BETYDER. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

Seksuel chikane er ingen sjældenhed på danske arbejdspladser.

Blandt knap 1.400 arbejdsmiljørepræsentanter i 3F har syv ud af ti oplevet, at der har været seksuel chikane i form af krænkelser, berøringer, upassende kommentarer, vittigheder og lignende med seksuelle undertoner på deres arbejdsplads. Det skriver Fagbladet 3F.

På en industrivirksomhed har én arbejdsmiljørepræsentant oplevet, at en kollega blev fyret, efter at en mandlig kollega gentagne gange ikke kunne forstå, at en kvindelig kollega ikke var interesseret i tilnærmelser, berøringer og invitationer.

En anden har måtte fortælle en buschauffør-kollega, at han skulle stoppe med at lave bollebevægelser bag kvinderne, når de mødtes i kaffestuen.

– Og det var en fuldvoksen mand midt i 30’erne, men det syntes, han altså var sjovt, fortæller den tillidsvalgte.

Er tabubelagt

Ingen af de to arbejdsmiljørepræsentanter må tale om episoderne, fordi virksomhederne ikke vil have deres navn forbundet med chikanen, og de er derfor anonyme.

Men hverken tallene eller historierne overrasker Anette Borchorst, der er professor i kønsforskning på Aalborg Universitet, og står bag en kortlægning af seksuel chikane på arbejdspladser i Danmark.

– Seksuel chikane er udbredt på arbejdsmarkedet og i mange 3F-brancher, og det er ikke engang sikkert, at arbejdsmiljørepræsentanterne hører om alle sager, siger hun.

– Det er stadig tabubelagt og meget tys-tys, og det kan især være svært for unge medarbejdere, elever, praktikanter eller løst-ansatte at sige fra.

Det betyder, at der er et stort mørketal for seksuel chikane, siger Anette Borchorst. For eksempel ender mange sager med et forlig på ledelsens bord, før de udvikler sig til en offentlig sag.

Bianca blev chikaneret

39-årige Bianca Michelsen har oplevet seksuel chikane tre gange på to år.

– Jeg har fået at vide, at jeg havde en bred røv. Tilbud om at blive seksuelt tilfredsstillet af en ældre, mandlig kollega. Og oplevet en mellemleder spørge mig foran flere andre, om jeg skulle have en stavvibrator med hjem som dildo, når nu min mand ikke kunne tilfredse mig, siger 3F’eren, der arbejder som kvalitetskontrollant i betonbranchen.

Mens hver 10. arbejdsmiljørepræsentant svarer, at der har været en decideret sag om seksuel chikane på arbejdspladsen, så har hver tredje oplevet kommentarer eller vittigheder med seksuelle undertoner, som nogen har fundet krænkende eller ubehagelige.

Og det peger på en ”seksualiseret kultur”, som tilsyneladende er accepteret på 3F’ernes arbejdspladser, siger erhvervspsykolog og lektor på SDU Eva Gemzøe Mikkelsen.

– At forklæde chikane som humor, uskyldigt flirten eller drilleri mindsker dets alvorlighed, og kan endda gøre det naturligt og helt okay. Og det giver en usikkerhed hos de ramte, og vidner om, hvad det egentlig er, der sker, siger hun.

Humor er svært

Mandag mødes arbejdsmarkedets parter ligestillingsminister Mogens Jensen (S) netop for at diskutere, hvordan man kan komme seksuel chikane på arbejdspladsen til livs.

Og her har 3F’s forbundssekretær Søren Heisel et forslag om skærpet ansvar til arbejdsgiverne med sig. Det mener 3F er den mest direkte vej til at sikre, at alle virksomheder forholder sig til problemet og forebygger.

Men det med humoren er svært, synes han: Hvornår er det chikane, og hvornår er det sjovt?

– Det viser bare, at der behov for, at det bliver diskuteret på den enkelte arbejdsplads, så man der kan blive enige om, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er, siger han.

I Dansk Arbejdsgiverforening mener man dog ikke som fagbevægelsen, at mere lovgivning er vejen frem. For det handler om en kulturændring, der skal bæres af ”os alle sammen”, siger arbejdsmiljøchef, Christina Sode Haslund.

– Og det er ikke altid nemt, selv i Danmark, hvor vi har en god tradition for at tale åbent til både ledelse og kollegaer imellem. Derfor er det supervigtigt, at vi nu har den her samfundsdebat, for det er, når vi taler åbent om tingene, at vi flytter en kultur.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu