Så mange onanerer på jobbet

18. marts 2016 20:35 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

Det er hovedsageligt mænd, der onanerer på jobbet, viser en ny undersøgelse.

Så mange onanerer på jobbet
På jobbet er det generelt mænd, der onanerer i arbejdstiden, viser undersøgelse. Foto: Scanpix (Modelfoto)

26 procent af danske mænd har onaneret i arbejdstiden, mens det kun gælder for 8 procent af kvinderne. Det viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Søndagsavisen.

At kvinderne sakker så meget agterud i statistikken, synes sexolog Jakob Olrik er en skam.

– Når man har målt folks stresshormoner, så er dobbelt så mange kvinder end mænd stressede. Det med lige at tage en pause, hvor man forkæler sig selv og giver sig selv noget selvkærlighed, gør, at man bliver mere rolig og afstresset, forklarer han til Søndagsavisen.

Mænd har større sextrang

At flere mænd end kvinder har onaneret i arbejdstiden, mener Jakob Olrik ikke, skyldes at mænd fra naturens side har en større sextrang end kvinder.

– Idéen om, at mænd er mere liderlige, er en skrøne. Vi er bare opdraget til at stå ved det og gå og tage på dilleren og lige hurtigt kaste os ud på lokummet og tage en spiller. Mens kvinder er opdraget til at være underspillede, ærekære, uskyldige, rene og pæne, så det ligger mere fjernt fra kvindetankegangen, men det ligger ikke fjernt fra deres natur, siger Jakob Olrik.

Intet problem i at onanere på jobbet

Ifølge Klara Hoffritz, advokat i HK/Privat, er der ikke et arbejdsretsligt problem i, at man hygger sig med sig selv i arbejdstiden, når blot det ikke er til gene for kollegerne eller går ud over arbejdet.

– Som ansat er man forpligtet til at levere det arbejde, man er ansat til. Og selvom lidt personlig tid er tilladt, er udgangspunktet, at man kun bruger tid på arbejdsrelevante ting. På samme måde som nogle arbejdspladser har forbudt rygepauser eller indført selvbetalte pauser. Men en arbejdsgiver skal som hovedregel ikke kontrollere, hvad de ansatte laver, når de går på toilettet, fortæller Klara Hoffritz.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu