ANNONCE

Så mange var smittet med covid-19 i august

7. oktober 2020 11:34 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Statens Serum Institut har offentliggjort resultatet af en undersøgelse.

Så mange var smittet med covid-19 i august
Resultatet af undersøgelsen indikerer, at mindst 90.000 danskere har været smittet med covid-19. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mindst 90.000 og op mod 130.000 personer over 12 år havde midt i august måned været smittet med coronavirus covid-19. Det oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

Tallet er baseret på en undersøgelse, der er blevet foretaget hen over sensommeren og starten på efteråret, hvor 18.0000 borgere blev inviteret til at medvirke.

Undersøgelsen er behæftet med en række usikkerheder. Af de 18.000 inviterede, deltog kun cirka en tredjedel, altså godt 6000 borgere, i undersøgelsen.

I forbindelse med undersøgelsen fik man taget en blodprøve og desuden bedt om at svare på et spørgeskema. I spørgeskemaet blev man blandt andet spurgt til, om man havde haft symptomer på covid-19, og det var ikke alle, der fik taget blodprøven, der også svarede på spørgeskemaet.

Blandt dem, der svarede på spørgeskemaet kunne kun cirka halvdelen mindes, at de havde været syge siden den 1. februar, hvilket ifølge Statens Serum Institut indikerer, at omkring halvdelen af de smittede slet ikke havde haft symptomer på covid-19.

Ledte efter antistoffer

Formålet med blodprøven var at undersøge, om den testede person havde antistoffer mod covid-19. Havde vedkommende det, betød det, at personen havde været smittet med covid-19.

I gennemsnit havde 2,2% af deltagerne i undersøgelsen antistoffer i deres blodprøver, og det er på den baggrund, at Statens Serum Institut vurderer, at 2,2% af den danske befolkning havde været smittet med covid-19 den 15. august.

Beregningen er behæftet med en usikkerhed, der går fra 1,8% til 2,2%, og det er derfor, at tallet er sat mellem 90.000 og 130.000 personer.

“Epidemien har ikke ramt lige. Der var relativt flere unge mellem 20 og 29 år, der havde været smittet i midten af august. Og flere i Region Hovedstaden end i resten af Danmark samt færrest i Region Nordjylland,” skriver Statens Serum Institut i pressemeddelelsen.

Selv med de nævnte forbehold bliver man opfordret til at tolke resultaterne af undersøgelsen med forsigtighed, da det eksempelvis ikke er sikkert, at alle, der har været smittet med covid-19, får målbare antistoffer.

“Generelt, kan man dog sige, at når blot et par procent foreløbig har haft sygdommen, har indsatsen for at beskytte befolkningen imod smitte indtil videre fungeret godt. Samtidig er de fleste af os stadig modtagelige for smitte og skal derfor fortsat huske på at overholde de råd, vi kender så godt, for at undgå smitte: Altså holde afstand, vaske hænder og så videre,” skriver Statens Serum Institut.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu