Så meget elsker danskerne fartkontroller

7. marts 2019 15:50 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Det kan godt være, at stærekasser landet over bliver slået til plukfisk, men der findes altså nogen, der godt kan lide fartkontroller.

Noget tyder på, at der findes mennesker, som bestemt ikke bryder sig om, at politiet kontrollerer farten på vejene. I hvert fald dukker der jævnligt historier op om stærekasser, der har fået det glatte lag med slagvåben. Politiets fotovogne bliver også af og til udsat for vold.

Til gengæld kan Rådet for Sikker Trafik, der har en naturlig interesse i emnet, afsløre en ny undersøgelse, der tegner et billede af, at der altså også findes mennesker for hvem, fartkontroller er en fandens god idé. I en pressemeddelelse offentliggøres nemlig tallene for danskernes anmodninger om netop fartkontrol.

Det er typisk danskere, der mener, der bliver kørt for stærkt på deres egen vej eller på skolevejen i byen, som kontakter politiet og beder om, at ordensmagten tager opstilling netop her, hvor der efter deres overbevisning bliver ræset.

– Når vi får så mange henvendelser fra danskere, som ønsker, at vi laver en fartkontrol, hænger det sammen med, at for høj fart skaber ulykker og utryghed. Fotovognene giver os en stor fleksibilitet i forhold til at imødekomme befolkningens ønsker, og det giver mulighed for at lave et mere uforudsigeligt kontroltryk af hastigheden på vejene, siger Arne Martinsen, vicepolitiinspektør i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Ved en rundringning til landets politikredse, som Rådet for Sikker Trafik har udført i slutningen af februar 2019, er billedet af danskernes ønske om fartkontrol klart. Politikredsene oplever generelt en stor efterspørgsel, og udover de telefoniske og skriftlige henvendelser bliver medarbejderne i fotovognene ofte spurgt, om de også kan måle andre steder i lokalområdet.

Fakta

Anmodninger om fartkontrol

I rundringningen havde 11 af de 12 danske politikredse mulighed for at bidrage med tal for borgernes anmodninger om fartkontrol.

Nordjyllands Politi
2018 og 2019: Cirka 480 anmodninger om fartkontrol.

Midt- og Vestjyllands Politi
2018: 379 skriftlige anmodninger om fartkontrol samt 3-400 anmodninger til ATK-operatører.
2019: 89 anmodninger om fartkontrol, primært via ordningen “bestil en betjent”.

Syd- og Sønderjyllands Politi
2019: Cirka 100 anmodninger om fartkontrol.

Østjyllands Politi
2019: Cirka 200 anmodninger om fartkontrol.

Sydøstjyllands Politi
2019: Cirka 50 anmodninger om fartkontrol.

Fyns Politi
2018: 383 anmodninger om fartkontrol.

Midt- og Vestsjællands Politi
2019: 167 anmodninger om fartkontrol.

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi
2018: Cirka 600 anmodninger om fartkontrol.
2019: 72 anmodninger om fartkontrol.

Nordsjællands Politi
2018: Cirka 600 anmodninger om fartkontrol.

Københavns Politi
2019: Cirka 50 anmodninger om fartkontrol via “Bestil en betjent” og cirka 50 yderligere henvendelser via mail, telefon eller kontakt direkte i fotovognen.

Københavns Vestegns Politi
2018: 4.098 henvendelser vedrørende færdsel – kan ikke opgøres præcist, hvor mange henvendelser, der konkret handlede om fartkontrol.
2019: 35-40 henvendelser via “bestil en betjent” vedrørende fartkontrol.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu