ANNONCE

Så meget fløde køber vi i december

5. december 2020 06:08 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

December rimer på julehygge, traditioner og god mad, og fællesnævneren for julegodterne er, at mange af dem indeholder piskefløde - derfor er december også den måned på året, hvor danskerne går fløde-amok

December er uden sammenligning den måned vi danskere køber mest fløde.

Det fremgår med stor tydelighed af salgstal fra dagligvarehandlen. Stort set hele året igennem køber danskerne mellem 1,2 og 1,5 millioner liter fløde om måneden. Men i løbet af december måned tager flødesalget et tigerspring op på den pæne side af tre millioner liter for så straks i januar igen at gå ned på et normalt niveau.

Og det er der en ganske særlig grund til. For udover julekalender, nisser og julemusik hører der sig også den helt særlige julemad til, når vi samles til julefrokoster, adventshygge og juleaften. Mad, der skal have den helt rigtige smag af jul. Og det er piskefløden blandt andet med til at sikre.

Risalamande, pebernødder, tarteletter og brun sovs er blandt de julelækkerier, som får danskerne til at smide mere end 6,4 millioner halvliters kartoner fløde i indkøbskurven i december.

Det svarer til, at hver dansker i gennemsnit indtager mere end en halv liter piskefløde.

– Julen er den højtid på året, som er omgærdet af flest traditioner, og lige præcis i år tror jeg, at mange danskere ser ekstra meget frem til at kunne samles med deres nærmeste til hyggelige stunder med god mad. Her er piskefløden en uundværlig ingrediens til at skabe julens genkendelige smagsoplevelser, oplyser Tove Færch, der er leder af Karolines Køkken gennem 27 år, i en pressemeddelelse.

Nye udfordringer

Ifølge Tove Færch er det helt naturligt, at vi danskere sætter pris på, at maden er præcis som den plejer juleaften. Men vi skal ikke være bange for at udfordre vores traditioner en gang i mellem, mener Tove Færch:

– Vi kan sagtens være mere modige i juletiden og give vores julemad et mere moderne touch uden at ændre fuldstændigt på traditionerne. På den måde bliver vi ikke mødt af det helt samme julefrokostbord alle weekender i december,” siger Tove Færch. Hun tilføjer:

– Vi kan faktisk se i vores tal, at danskerne allerede har kastet sig ud i en ny juledessert. Julecheesecaken er nemlig ny i toppen af listen over populære opskrifter. Den udviklede vi i 2016, og det er dejligt at se, at danskerne har taget så godt imod den og rusket lidt op i traditionerne – om end det tager tid at ændre vaner. Du kan fx også peppe den traditionelle risalamande op med mandelkrokant og marinerede appelsiner i stedet for kirsebærsovsen.

Fakta

Top 5-opskrifter med fløde i december

Der er ikke nogen tvivl om, at risalamande er julens mest populære dessert. Alene i Karolines Køkkens database søger danskerne efter risalamande knap en kvart million gange i løbet af december.

Den næstmest søgte opskrift er pebernødder med 42.000 søgninger. Det er efterfulgt af pandekager – den mest søgte opskrift året rundt – og julecheesecake, som altså er ny på danskernes jule-top-fem.

– Risalamande er en sand juleklassiker, og den stryger ind på førstepladsen over danskernes opskriftssøgninger år efter år. Da risalamande er en relativt simpel dessert, er mit bedste tip til en god risalamande at være rundhåndet med både piskefløde, vanilje og mandler, siger Tove Færch, leder af Karolines Køkken.

1.Risalamande: 227.458 søgninger
2.Pebernødder: 42.487 søgninger
3.Pandekager: 41.814 søgninger
4.Julecheesecake: 35.741 søgninger
5.Kartoffelsuppe med porrer: 28.033 søgninger

Kilde: Karolines Køkkens database

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu