ANNONCE

Så rørende var Marys tale til Frederik

27. maj 2018 09:52 | Af: Ritzau Fokus

Det skortede ikke på superlativerne ved aftenens fødselsdagsfest.

Kronprinsesse Mary siger i sin tale til kronprins Frederik, at hun er lykkelig for, at han fejede benene væk under hende, da de i sin tid lærte hinanden at kende.

– Livet med dig er aldrig kedeligt, siger hun, da hun som den sidste taler ved gallamiddagen på Christiansborg Slot i anledning af kronprinsens 50-års fødselsdag.

Det skete, umiddelbart efter at Lis Sørensen, som er en af kronprinsens yndlingskunstnere, havde sunget “Fuld af nattens stjerner” sammen med Københavns Drengekor.

Kronprinsens roller

Kronprinsesse Mary indleder med en opsummering af kronprinsens mange roller: far til fire, frømand, musikelsker, militærmand.

– Og min mand, siger hun.

Hun taler om, hvor svært det er at indfange ham som menneske, fordi han rummer så mange facetter.

– Du er et sammensat menneske. Kompleks og ligetil på en gang. Du kender dig selv og er dig selv. Deri er kernen, der binder det hele sammen, siger kronprinsesse Mary.

Griner ad egne jokes

Hun siger, at han fortæller de samme vittigheder gang på gang, og at han selv griner ad dem.

– Hvis vi sidder på en restaurant, og tjeneren spørger, om du er “Finish'”, så er det helt sikkert, at du svarer “no, I’m Danish”.

Hun kommer også ind på hans forhold til de fire børn, prins Christian, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent.

– De føler, at du tror på dem, også når de selv tvivler. Når du en sjælden gang bliver sur, er du som din far – hurtig til at komme videre. Du finder nemt barnet i dig selv, og dine børn elsker, når du leger med dem.

– Men du skal også vide, at de synes, du er en dårlig taber, siger Mary.

Tak for støtten

Hun takker kronprinsen for at have støttet hende i rollen som kronprinsesse.

– Du har om nogen støttet mig i at finde fodfæste i den verden, som nu er vores, siger kronprinsessen der slutter med ordene:

– Tillykke. Jeg elsker dig.

Foruden kronprinsessen talte dronningen og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved middagen.

Dronningens tale

Dronningen var aftenens første taler.

Meget har kronprins Frederik nået, og meget har han oplevet i løbet af sit 50 år lange liv. Men det har ikke altid været lige let.

Det erkender hans mor, dronning Margrethe, i sin tale til fødselaren lørdag aften ved et gallataffel på Christiansborg Slot.

– At være Kronprins er slet ikke let, når man er ganske ung og søgende. Men du fandt selv din vej, og for hver gang du begyndte et nyt afsnit, viste du den styrke, der bor i dig.

– Du lærte at bide tænderne sammen og du gennemførte løbet, siger hun.

Stolt far og mormor

Dronning Margrethe minder om, hvor stolte kronprinsens mormor, dronning Ingrid, og hans far, prins Henrik, ville have været, hvis de endnu havde levet og kunne være med til at fejre kronprinsens 50-års-fødselsdag.

– Også han så, hvordan du udviklede dine evner år for år, siger dronning Margrethe med henvisning til prins Henrik, som afgik ved døden i februar i år.

Dronningen er første taler

Dronning Margrethe var den første, der holder tale ved taflet, som finder sted i Riddersalen på Christiansborg. 360 gæster er inviteret til festen.

Hun nævner endvidere, at hele Danmark i disse dage slutter op om kronprins Frederik og glæder sig over det, han gør.

Blandt andet har fødselaren oplevet nationens opbakning i forbindelse med Royal Run, der blev afholdt i Danmarks fem største byer anden pinsedag, og hvor kronprins Frederik selv var deltager.

– Med iver og energi går du ind for alt, hvad du har med at gøre, og det sætter spor, hvor end du kommer frem, siger dronning Margrethe.

Dronningen fremhæver familien

Også kronprinsens egen familie bliver fremhævet som et stort lyspunkt i både hans og dronningens tilværelse – og i danskernes øjne.

– Du og Mary har formået at skabe et trygt og varmt familieliv, samtidig med at I sammen og hver for sig påtager jer opgaver, som fører jer vidt omkring.

– I gør Danmark større, og I gør Danmark ære. I gør mig så glad!

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu