ANNONCE

Sådan ændrer corona vores fremtid

6. december 2020 11:51 | Af: Ritzau Fokus

Coronakrisen har boostet ideen om et fleksibelt arbejdsliv, og derfor vil flere i fremtiden insistere på selv at designe hverdagen, forudser fremtidsforskere.

Sådan ændrer corona vores fremtid
Mange har arbejdet hjemme under coronakrisen, og det har givet flere smag for selv at designe hverdagen, vurderer fremtidsforsker Liselotte Lyngsø. (Arkivfoto) Foto: ólafur Steinar Gestsson/Scanpix

Forestil dig en hverdag, hvor du selv bestemmer, hvordan den skal strikkes sammen. Måske har du behov for at sove længe mandag og rykke arbejdet til om aftenen, mens du tirsdag bryder arbejdsflowet midt på dagen for at dyrke din fritidsinteresse.

Coronakrisen har givet os smag for at være herre over egen hverdag, og netop dét vil flere holde fast i, når vi forhåbentlig kommer ud på den anden side.

Sådan lyder det fra to fremtidsforskere, der har kigget ti år frem i tiden.

– I takt med at flere og flere får lov til at arbejde hjemmefra, så vil flere også stoppe op og kræve, at de selv – og ikke chefen – designer en hverdag, der hænger sammen hele vejen rundt, siger Liselotte Lyngsø, der er fremtidsforsker og direktør i virksomheden Future Navigator.

Planlæg hver eneste uge og dag

En uge vil ikke længere være forudsigelig og skemalagt fra 8 til 16, men i stedet vil du planlægge hver enkelt dag.

– Vi kommer til at gå meget mere aktivt ind og designe en uge af gangen, siger Liselotte Lyngsø.

Også Anne-Marie Dahl, fremtidsforsker og stifter af Futuria, forudser, at vi i højere grad end tidligere vil begynde at dyrke en hverdag med fleksible arbejdstider.

– Coronakrisen har virkelig boostet idéen om det flydende arbejdsliv, fordi lederne har set, at medarbejderen faktisk bestiller noget, når de arbejder hjemme, forklarer Anne-Marie Dahl.

– Så jeg tror, at vi allerede i de kommende år vil se virksomheder, der begynder at tilbyde mere fleksible løsninger til medarbejderne, fortsætter hun.

Det kan du gøre hjemme

Du vil dog stadig skulle møde op på arbejdspladsen et antal timer om ugen, men alt, der har karakter af lette møder og fordybelse, vil kunne gøres hjemmefra.

– Vi vil ikke holde op med at komme på en arbejdsplads, for vi er sociale og har behov for at mødes og være innovative, siger Anne-Marie Dahl.

Men på længere sigt vil du ikke blive målt på, om du er til stede på arbejdspladsen 37 timer om ugen – i stedet vil virksomhederne finde nye måder at vurdere og evaluere dig på, forudser hun.

– Selvfølgelig vil der altid være nogle job, hvor man er nødt til at møde op, tilføjer Anne-Marie Dahl.

Kan udløse stress

Den flydende og fleksible livsstil er dog ikke uden risiko, da arbejdet pludselig kan flyde ind i alle timer af døgnet.

– For nogle kan det blive stressafledende, mens det for andre vil være stressfremkaldende, fordi der ingen grænser er, og man derfor fylder for mange ting ind i hverdagen, fortsætter hun.

Derfor skal du i fremtiden til at fokusere på, hvordan du kan tilegne dig nye kompetencer i forhold til, hvordan du bedst styrer dit arbejdsliv, vurderer Anne-Marie Dahl.

/ritzau fokus/

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu