Sådan beskytter du dig i varmen

17. juli 2019 14:26 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Hvordan er det nu lige, man holder sig beskyttet, når solen nådesløst skinner igennem og temperaturen er glohed?

Det kan være svært at finde hoved og hale i, hvad man skal gøre, når det bliver rigtig varmt.

Mange bliver måske lokket af tankerne om at smide sig ned på en fortorvscafé og få en iskold fadøl, men selvom den slukker tørsten indledningsvis, så er det faktisk en rigtig dårlig idé.

Hos Kræftens Bekæmpelse er man meget opmærksom på, hvordan man skal håndtere det at være i solen – og de har også lavet en række solråd, der skal være med til at beskytte danskerne mod hudkræft.

Kræftens Bekæmpelse foreslår, at man hver dag holder sig i skyggen mellem klokken 12 og klokken 15, samtidig med at det er en klog idé at bruge solhat med en bred skygge – eller at man tager en langærmet T-shirt for at beskytte sig mod UV-strålerne. Derudover skal man selvfølgelig huske rigelige mængder solcreme.

Men faktisk skal UV-indekset ikke være mere end 3, før huden skal beskyttes mod solens skønne, men skadelige stråler. For det er UV-strålerne og ikke temperaturen eller skydækket, der afgør, om din hud kan tage skade af solstrålerne.

Nyd solen med omtanke

Uffe Koppelhus, der er hudlæge, cand.scient., ph.d. og Scientific Advisor hos DermaPharm A/S, pointerer også vigtigheden af at nyde solen med omtanke og vælge solcremens faktor ud fra UV-indekset:

– Sol og solskinsvejr er fantastisk. Vi får lysere tanker og masser af D-vitamin, og det er godt for krop og sjæl. Men huden er kroppens største og mest eksponerede organ, og den ødelægges, hvis den udsættes for sol uden beskyttelse. I bedste fald nøjes huden med at få pigmentforandringer og blive for tidligt ældet. I værste fald giver det hudkræft.

Solcremes faktor vigtig

Solcremens faktor er en vigtig spiller for at undgå solskader, og her anbefaler hudlægen, at man benytter faktor 15 i Danmark op til UV-indeks 5. Når UV-indekset overstiger 5, er det en god idé at gå op i faktortal og vælge en vandfast solcreme med faktor 30 eller mere – specielt hvis huden er sart, lys eller ekstra sensitiv. Mængden af solcreme er også vigtig, for bruger du for lidt reduceres solbeskyttelsesfaktoren:

– Tommelfingerreglen er én håndfuld til én krop, forklarer Uffe Koppelhus, der afslutningsvis anbefaler at bruge en solcreme, der bærer Svane- og Astma-Allergi Danmark mærket for at undgå allergifremkaldende stoffer og unødig kemi.

Fakta

Tre råd om brug af solcreme

– Husk at bruge nok: Du bør bruge, hvad der svarer til en håndfuld solcreme per påsmøring. Den anbefalede mængde står oftest også på emballagen.

– Faktoren: I Danmark bør man som minimum bruge faktor 15, men for folk, der har en mere udsat hud, kan en højere faktor som faktor 30 være nødvendig.

– Solcremen fra sidste år: Den kan sagtens bruges, viser test fra Forbrugerrådet Tænk. Hold alligevel øje med, at cremen fortsat har samme konsistens, og at den ikke lugter. Er det ikke tilfældet, kan solcremen fint bruges.

Kilder: Forbrugerrådet Tænk, Kræftens Bekæmpelse.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu