ANNONCE

Sådan blev sportschefen fældet

5. marts 2021 17:36 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

JydskeVestkysten har set sms'er fra Hans Jørgen Haysen til tidligere ansat. Sprogbrugen beskrives som voldsom

Sådan blev sportschefen fældet
Hans Jørgen Haysen skulle 1. marts være tiltrådt i AGF, men ansættelsen blev ikke til noget alligevel. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Scanpix

Sønderjyskes tidligere sportschef Hans Jørgen Haysen skulle være tiltrådt i AGF 1. marts, men han nåede aldrig at have sin første arbejdsdag i Aarhus.

Torsdag meddelte AGF i en fondsbørsmeddelelse, at sportschefen på grund af private forhold ikke ville starte i klubben.

Fredag skrev JydskeVestkysten, at det er en tidligere kvindelig ansat i Sønderjyskes kommunikationsafdeling, der har været med til at fælde Haysen.

Det bekræfter Sønderjyske fredag eftermiddag på sin hjemmeside.

Henvendte sig til begge klubber

Klubben skriver, at den 17. februar modtog en henvendelse fra kvinden, og at AGF efter Sønderjyskes oplysninger modtog samme henvendelse samme dag.

Haysen blev ifølge Sønderjyske hurtigt konfronteret med henvendelsen “og derefter dens naturlige konsekvens”, som det lyder i udtalelsen på klubbens hjemmeside.

Sønderjyske skriver, at klubben efterfølgende har haft en positiv dialog med kvinden og “endda et godt møde”, som det beskrives af klubben. Kvinden har bedt om diskretion, hvilket Sønderjyske har respekteret.

Voldsomt sprog i sms’er

Ifølge JydskeVestkysten omhandler det materiale, kvinden, som i dag er 28 år gammel, har sendt til klubberne blandt andet seksuelle ordvekslinger.

JydskeVestkysten har set flere sms-beskeder og beretter, at der er tale om et voldsomt sprogbrug fra Haysens side.

Sønderjyske uddyber ikke, hvad kvindens henvendelse til klubben indebar, og beskriver heller ikke de omtalte sms’er.

Men superligaklubben slår fast, at den tager skarpt afstand fra chikane i enhver afskygning.

– Vi tolererer ikke diskrimination, og vi forlanger af alle vores medarbejdere, at de behandler hinanden ordentligt. Vi er kendt for vores sammenhold og særlige dna. Derfor reagerer vi også skarpt og konsekvent, hvis vores værdier bliver tilsidesat.

Sygemeldt i nyt job

Allerede torsdag skrev Århus Stiftstidende om en kvindes anklager mod Haysen. Avisen, der dækker AGF tæt, skrev, at kvinden valgte at reagere, efter hun havde set et portræt med sportschefen på tv.

Århus Stiftstidende skrev, at kvinden gennem længere tid havde følt sig krænket af Haysen, og at hun i dag er sygemeldt fra sit nuværende job.

JydskeVestkysten har fredag uden held forsøgt at få en kommentar fra Hans Jørgen Haysen og den pågældende kvinde til historien.

Fakta

AGF

Aarhus Gymnastikforening (AGF) blev stiftet som gymnastikklub 1880. Fodbolden kom til i 1902.

AGF er en traditionsklub i dansk fodbold, og har rekorden for flest pokaltitler med ni sejre.

Med til den historie hører dog også, at AGF er i en trofætørke, der hidtil har varet 25 år.

I samme periode har AGF været rykket ud af Superligaen tre gange – i 2006, 2010 og 2014 – men er hver gang vendt tilbage i første forsøg.

AGF spiller sine hjemmekampe på Ceres Park, hvor der er plads til 19.433 tilskuere.

Danmarksmesterskabet

Guld (5): 1955, 1956, 1957, 1960, 1986

Sølv (8): 1921, 1923, 1925, 1945, 1964, 1982, 1984, 1996

Bronze (12): 1933, 1949, 1950, 1951, 1962, 1978, 1983, 1985, 1987, 1991, 1997, 2020

Pokalturneringen

Guld (9): 1955, 1957, 1960, 1961, 1965, 1987, 1988, 1992, 1996

Sølv (3): 1959, 1990, 2016

Kilder: agf.dk/Wikipedia

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu