Sådan bliver livet efter Årgang 0

22. januar 2019 20:47 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Tirsdag startede sidste sæson af den ikoniske TV-dokumentarserie.

Hvis du har set TV gennem de sidste 18 år, så vil navne som Rachel, Stephanie og Christian vække genklang. De er nemlig tre af hoverdpersonerne i TV2s dokumentarserie Årgang 0, som siden år 2000 har fulgt flere danske familie gennem hverdagens gøremål og problemer.

Men nu er det snart slut. Tirsdag aften blændede TV2 op for starten af den nye sæson i det populære program, der har fulgt deltagerne i tykt og tyndt.  Men samtidig med at den nye sæson starter, så må danskerne – og ikke mindst deltagerne – indstille sig på, at det altså er sidste gang, at man får et kig ind hos programmets deltagere.

TV2 har taget en snak med deltagerne om, hvordan det bliver pludseligt at vinke farvel til kameraet – og måske aldrig trone frem på skærmen igen.

– Selvfølgelig er det trist, at du skal sige farvel til de mennesker, der står bag det hele og som har fulgt dig hele livet. Men for mig er det også rigtig rart at kunne sige, at nu er vi endelig færdige, og så kan jeg også få lidt privatliv og slappe lidt af, lyder det fra Stephanie van der Watt til TV2.

Og den følelse er en, som Rachel Ellebye kun kender alt for godt. De har begge været med fra starten, men hvor Stephanie blev født i Korsør, så var Rachel fra Aabenraa, men selvom de to piger bor langt fra hinanden – ja, så har de begge delt deres liv med danskerne. Og det har været på både godt og ondt.

– Der var flere perioder, hvor jeg sagde, at jeg ikke ville filmes, fordi jeg havde det rigtig svært. Det var også noget, der påvirkede min familie meget, at jeg havde det svært. Men jeg er også glad for, at jeg kan åbne op i sådan nogle situationer, fordi der er mange unge, der er i sådan nogle situationer, hvor de er bange for at tale ud til folk omkring det, siger Rachel Ellebye til TV2.

Lidt ekstra i godteposen

Men selvom det hele er ved at være slut – og den sidste sæson starter op nu, så skal danskerne ikke gå helt tomhændet hjem. TV2 har nemlig planlagt, at der skal laves et ekstra program om hver af de fire børn, som serien har fulgt tættest. Dermed kommer der et program om Rachel, Christian, Stephanie og Emma.

Der har været flere deltagere, der i tidens løb har forladt serien – det drejer sig om Marie, hvis forældre Ulrik og Louise stoppede efter en enkelt sæson. Derudover valgte Mathildes forældre Martin og Louise at stoppe efter sæsonen, der blev vist i år 2007, mens Emmas familie efter sæson 15 valgte at sige stop.

Men der er også kommet en person til, der er blevet i TV-serien – og det var Christian fra Aarhus, der i 2008 kom til med forældrene Tina og Mogens.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu