ANNONCE
Der er bestemt rig lejlighed til en rask gåtur både lørdag og søndag. Det ser nemlig ud til, at vi får en hel del sol begge dage.
Det oplyser vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Mette Zhang til Newsbreak.dk.
– Hvis vi lige ser på vejret lørdag morgen til at begynde med, så kan der være enkelte tågebanker rundt omkring. Og måske også lidt isglatte veje. Men med det samme vi kommer lidt op ad dagen, så letter det hele og vi får nogen til en del sol med temperaturer op mellem 5 grader og 10 grader, siger Mette Zhang og understreger, at det bliver koldest ved vestvendte kyster med pålandsvind.
Enkelte steder kan der dog være skyer, der generer for solen.
Tørvejrsdag med sol og 5 til 10 graders varme i vente. I perioder bliver det dog mere skyet, og først på dagen kan der lokalt være diset.
— DMI (@dmidk) February 27, 2021
Find dit lokale vejr her: https://t.co/I6gLnAIgh4
– I første omgang ligger skyerne over den sydvestlige del af Jylland. Men som dagen skrider frem så rykker skyerne langsomt østover, lyder det fra vagtchefen.
Søndagsvejret vil ligne lørdagsvejret til forveksling.
Det vil sige igen med lidt lokale tågebanker fra morgenstunden men ellers en hel del sol i løbet af dagen.
– Temperaturerne søndag kommer op mellem 4 grader og 10 grader, så det bliver ret pænt. De fleste vil ikke se meget til skyerne, men de vil være der lokalt. Det er endnu ikke til at sige nøjagtig hvor det er, siger Mette Zhang.
ANNONCE