Ferieparate dansker begår fatale fejl: Disse papirer skal du have styr på

30. november 2018 10:02 | Af: Ritzau Fokus

Det blå sygesikringskort er vigtigt at have med på både ski- og storbyferien, men det har også sine begrænsninger. Få overblikket her.

Har du planer om en skitur til Alperne eller en smuttur til Paris i de kommende måneder, så bør du undersøge, om dit blå sygesikringskort fortsat gælder.

Ifølge Udbetaling Danmark, der udsteder kortene, vil omkring to millioner af de blå sygesikringskort udløbe næste år. Derfor skal du huske at få det fornyet, inden ferien begynder.

Det blå kort er nemlig vigtigt at have med, da det dækker dig i alle EU-lande samt i Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein, der går under betegnelsen EØS-landene.

Det fortæller Lars Baadsgaard, der er ansvarlig for finansielle test hos Forbrugerrådet Tænk.

– Det blå sygesikringskort sørger for, at du er dækket, på samme måde som borgerne i det pågældende land vil være dækket, siger Lars Baadsgaard.

Hvis du kommer på hospitalet

Er behandling og medicin på offentlige hospitaler gratis for borgerne i landet, så bliver det også gratis for dig. Til gengæld kommer du til at betale, hvis medicin eller visse typer behandling koster penge.

Selv om det blå sygesikringskort er vigtigt at have med på ferien, så kan det ikke klare alle opgaver, fortæller Lars Baadsgaard.

– På en skiferie kan du komme så meget til skade, at du skal ligge ned på flyveturen hjem, og måske skal du også have en sygeplejerske med.

– Her kan det ende med at blive rigtig dyrt, for det er nemlig ikke dækket af de blå sygesikringskort, siger han.

Rejseforsikring stadig vigtig

I stedet skal du have en rejseforsikring, fortæller Anja Lintrup Sørensen, der er konsulent hos Forsikringsoplysningen.

– Problemet opstår, når man forveksler det blå sygesikringskort med en rejseforsikring. Nogle tror fejlagtigt, at det kan dække hjemtransporten, hvis de kommer til skade og skal have en specialtransport hjem, siger hun.

Når du supplerer med en rejseforsikring, skal du være opmærksom på, om den dækker ordentligt, siger Anja Lintrup Sørensen.

– Passer den til den rejse, du skal ud på? Dækker den eksempelvis det land, du skal rejse til? Og skal du på en aktiv ferie eller en charterferie?, siger Anja Lintrup Sørensen.

Aktiv ferie er en jungle

Har du planlagt den store skitur i december eller det nye år, er det vigtigt at få kigget rejseforsikringen efter i sømmene.

– Skal du holde en aktiv ferie – som en skiferie – kan det være godt at lave et tillæg, som dækker dig, siger Anja Lintrup Sørensen.

Nogen rejseforsikringer kan også have et loft for, hvor store udgifterne til hospitalsregningerne må blive.

Derudover skal du være opmærksom på, at alvorlig sygdom inden afrejse ikke dækkes af forsikringsselskaberne.

– Rejseforsikringen dækker kun den sygdom, der opstår under rejsen og ikke sygdom, du er ramt af, allerede inden du tager afsted.

– Derfor vil nogle selskaber kræve en godkendelse inden, hvis du har været syg mindst to måneder inden afrejse. Og her taler vi mere alvorlig sygdom end bare en forkølelse, siger Anja Lintrup Sørensen.

Tjek udløbsdatoen

Du ved det måske ikke, men dit sygesikringsbevis har en udløbsdato.

Det er dog ikke det gamle, kendte gule, men det, der har en fem-årig løbetid.

Og er du en af de, der var hurtig til at få fat i sådan et, så gjorde du det i 2014. Derfor skal det snart fornys.

Et stort antal danskere har et EU-sygesikringskort, der udløber i 2019. Udbetaling Danmark opfordrer derfor til, at man tjekker sit kort, hvis man snart skal rejse. Kortet skal dog kun fornys, hvis man bruger det.

Alle danskere blev i 2014 omfattet af EU-sygesikringskortet, og mange var dengang hurtige til at få kortet i hus. Men man skal huske at tjekke kortets udløbsdato, lyder det fra Udbetaling Danmark, der udsteder kortet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu