ANNONCE

Sådan er reglerne om virksomhederne vil det eller ej

5. oktober 2020 12:24 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Forbrugerombudsmanden slår det helt fast.

Sådan er reglerne om virksomhederne vil det eller ej
Forbrugerombudsmanden har bedt de undersøgte virksomheder om at rette ind. Genrefoto.

Hvis du får et elektronisk gavekort, har du ret til at få udbetalt gavekortets værdi i kortets gyldighedsperiode og op til et år efter, at gavekortet er udløbet. Sådan er betalingsloven, men det er ikke sådan, alle danske virksomheder læser loven.

Forbrugerombudsmanden skriver i en pressemeddelelse, at man har undersøgt 29 virksomheders vilgår for udbetalinger på elektroniske gavekort, og at flere af virksomhedernes vilkår viste sig at være i strid med betalingsloven.

– Ifølge betalingsloven har forbrugerne ret til at få udbetalt værdien af et elektronisk gavekort i op til et år efter, at gavekortet er udløbet. Virksomhederne kan ikke omgå den regel ved at skrive noget andet i deres vilkår, siger Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i pressemeddelelsen.

Et gavekort er elektronisk, både hvis det kan bruges på nettet, og hvis det kan aflæses elektronisk, altså i form af eksempelvis en chip, en magnetstribe, en stregkode eller anden form for kode.

Sådan er reglerne

Reglerne siger, at virksomheden må tage et gebyr for at udbetale dig kortets værdi, men at gebyret skal svare til de faktiske omkostninger, som virksomheden har ved at udbetale pengene, og det er blandt andet her, flere virksomheder agerer på en måde, der ifølge Forbrugerombudsmanden ikke er tilladelig.

Af de 29 undersøgte virksomheder udbetalte 14 af virksomhederne værdien af deres elektroniske gavekort uden at tage gebyr, mens det for de resterende virksomheder forholdt sig sålades:

To af virksomhederne havde et vilkår om, at et “oplevelsesgavekort” ikke kan udbetales til kontanter, mens Forbrugerombudsmanden skriver, at det for de resterende virksomheder forholdt sig således:

Seks virksomheder opkrævede et gebyr på 100 kroner
En virksomhed opkrævede et gebyr på 75 kroner
Fire virksomheder opkrævede et gebyr på 50 kroner
En virksomhed opkrævede et gebyr på 15 procent af gavekortets værdi, dog max. 100 kroner
En virksomhed opkrævede et gebyr på 25 kroner

Forbrugerombudsmanden skriver, at det af betalingsloven fremgår, at omkostningerne ved at udbetale værdien af et gavekort må være små, da der er tale om en simpel transaktion, og spørgsmålet er så, hvornår, virksomhederne kræver et for højt gebyr.

– Virksomheden må kun tage et gebyr for at udbetale værdien af elektroniske gavekort inden for gavekortets løbetid. Men virksomheden må ikke tjene penge på det. Gebyret skal svare til virksomhedens omkostninger ved at udbetale pengene, siger Christina Toftegaard Nielsen i pressemeddelelsen.

“Det er Forbrugerombudsmandens vurdering, at et gebyr på 25 kroner næppe vil være i strid med betalingsloven, hvis det svarer til virksomhedens omkostninger ved at foretage udbetalingen,” skriver Forbrugerombudsmanden.

De af Forbrugerombudsmanden undersøgte virksomheder er blevet bedt om at tilrette deres praksis, så de efterlever betalingslovens regler.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu