Sådan får du bugt med fodsved og lugt

9. september 2019 05:57 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Mange oplever svedgener ved fødderne, men der findes behandlingsmetoder, der kan afhjælpe problemet.

Efteråret har ramt Danmark, og sandalerne er skiftet ud med støvler og lukkede sko. Og det er dårlige nyheder for de danskere, der bøvler med fodsved, men der findes flere trick og behandlinger, som kan afhjælpe problemet.

– Ligesom der findes antiperspirant, der kan dæmpe sveden i armhulen, findes der også creme til hænder og fødder med aluminiumklorid, siger Lisa Secher, som er speciallæge i hudsygdomme på privatklinikken Svedfri.

– Den kan generelt dæmpe svedtendensen, tilføjer hun. Cremen kan du få ordineret hos en hudlæge, hvis du er blevet henvist af egen læge.

Skoene betyder noget

Valg af sokker og sko kan også have betydning. Bomuldssokker, som de fleste bruger, er nemlig ikke nødvendigvis den bedste løsning.

– Nogle synes, at uldsokker og bambussokker giver en bedre ventilation til fødderne. Og når du kommer hjem, kan du med fordel skifte sokker eller smide dem helt, så huden får luft, siger Lisa Secher.

På den måde minimerer du også risikoen for ildelugtende sko.

Besøg lægen

Skal der mere til, er medicinsk behandling også en mulighed. Igen kræver det et besøg hos lægen, som kan undersøge, om du døjer med svedlidelsen hyperhidrosis.

Får du den diagnose, kan du få ordineret tabletter, der nedsætter din generelle svedtendens, fortæller Michael Heidenheim, der er overlæge på Dermatologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Roskilde

Som supplement til den medicinske behandling kan du også benytte dig af en såkaldt iontoforesebehandling, hvor fødderne placeres i en særlig aluminiumbakke, som fyldes med almindeligt vand.

– Ved svag strømpåvirkning kan man for en tid “stoppe” udførselsgangene ved svedkirtlerne, forklarer Michael Heidenheim.

Gift

Den behandling skal gerne praktiseres to til tre gange om ugen og kan også bruges mod problemer med håndsved.

Men er det heller ikke nok, er den mest effektive behandling at give injektioner i huden med botulinumtoksin – også kaldet nervegift.

– For at komme i betragtning til behandling med botulinumtoksin kræves det, at patienterne forinden er forsøgt at blive behandlet med iontoforese eller tabletter, fortæller Michael Heidenheim.

I galleriet her over kan du se en samling gode råd til at få bugt med de ildelugtende fødder.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu