ANNONCE

Bilist fik politiet til at tage Audien

4. april 2021 09:10 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Bilist målt til over 200 kilometer i timen risikerer at miste sit køretøj efter nye regler om vanvidskørsel

Bilist fik politiet til at tage Audien
Politiet har i flere tilfælde på det seneste beslaglagt biler. Genrefoto.

En Audi 3 er beslaglagt af Syd- og Sønderjyllands Politi i henhold til de nye regler om “vanvidskørsel”, der er trådt i kraft denne uge.

– En af vores patruljer bliver overhalet af en bilist på Esbjergmotorvejen kort før klokken 2.00 i nat og måler den til 207 kilometer i timen, siger vagtchef Henrik Sønderskov.

– Vi kan ifølge de skærpede regler beslaglægge biler ved kørsel over 200 kilometer i timen, og det gjorde vi så, efter at bilen var bragt til standsning på motorvejen nær Vejen, siger han.

Bilisten er en 34-årig mand.

Udover at være sigtet for at overtræde hastighedsgrænsen på motorveje på 130 kilometer i timen, er han også er sigtet for ikke at benytte sikkerhedssele.

Han risikerer på grund af de skærpede straffe at få frataget førerretten i minimum tre år.

Ekstra mandskab

Vagtchefen oplyser, at politiet i påsken har sat ekstra færdselspatruljer ind, fordi den nye lov har medført “vrede fra nogle af de grupper”, som undertiden ser stort på færdselsloven.

Det er uklart, om den 34-årige mand er ejer af den Audi, som er beslaglagt med henblik på konfiskation.

– Men det er for så vidt ligegyldigt, fordi en tredjemands bil kan også blive konfiskeret efter de nye regler, siger Henrik Sønderskov.

Ifølge vagtchefen vil Audien sandsynligvis blive solgt på auktion.

Flere beslaglæggelser

Det er ikke kun i det jyske, at politiet har beslaglagt flere køretøjer, efter at den nye lov er trådt i kraft.

I København har politiet blandt andet beslaglagt en bil og en motorcykel, der blev taget med henholdsvis 116 km/t og 111 km/t i en byzone.

Københavns Vestegns Politi har i forbindelse med kredsens påskekontrol beslaglagt to biler. I det ene tilfælde kørte end bilist 180 km/t i en zone, hvor man må køre 90 km/t, mens en anden bilist kørte mere end 140 km/t i en byzone og forårsagede et trafikuheld.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu