Sådan forlænger du mobilens liv

23. maj 2019 11:13 | Af: Keld Stampe, ks@newsbreak.dk

Hvis du behandler din telefon godt, holder den typisk fire til fem år. Der skal kun nogle ganske enkle greb til.

Vi danskere har i de senere år haft en tendens til at købe dyrere smartphones, som vi så til gengæld beholder længere end tidligere. Det giver rigtig god mening både i forhold til pengepungen og fordi det er med til at reducere elektronikaffald.

En mobiltelefon holder typisk fire til fem år, men det er faktisk muligt at give den et endnu længere liv og kontinuerligt sikre en optimal ydeevne. Man skal blot følge nogle enkle retningslinjer.

Hvordan man gør, har Device and Technical Manager hos Telia, Henrik Hörup, nogle rigtig gode bud på.

Se Henrik Hörups syv bedste bud i galleriet over artiklen.

For det første skal du have indblik i mobilens tilstand. Det er nemlig ofte forskellige cookies, tunge filer og data fra besøgte websites, der gør mobiltelefonen langsommere. For at rydde dem, kan man bruge forskellige apps, som analyserer din telefon og optimerer dens funktioner, siger Henrik Hörup i en pressemeddelelse fra Telia.

Han anbefaler derudover, at man genstarter mobilen mindst en gang om ugen og sørger for at holde den opdateret med den nyeste software.

– Mange glemmer, at mobilen faktisk er en lille computer, og at den også skal genstartes for at slette unødige filer og optimere processerne. Hvis du lukker din smartphone ned og genstarter den en gang om ugen, får du aktiveret de nyeste versioner af dine programmer og fjernet de unødige filer, siger Henrik Hörup.

Gør man derimod ikke noget, er der risiko for, at telefonen bliver langsom, og så vælger mange at købe en ny mobil tidligere nødvendigt.

”Det er ikke en bæredygtig adfærd, og det giver ikke mening at udskifte din smartphone for ofte, hverken i forhold til din økonomi eller miljøet. Og hvis du passer godt på din mobil, kan du sagtens have den i fire til fem år, siger Henrik Hörup.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu