ANNONCE

Sådan kan du blive snydt når du køber kosmetik

28. november 2020 13:15 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Selv om mærket og emballagen er det samme, så kan kemiindholdet af dit kosmetikprodukt variere fra land til land.

Sådan kan du blive snydt når du køber kosmetik
Man skal være opmærksom, når man køber kosmetik. Foto: Scanpix.

Elizabeth Arden, Biotherm og Maybelline. Det er blot nogle af de populære kosmetikmærker, som mange har stående på ønskelisten op til jul. Men en mascara med præcis samme mærke og emballage kan indeholde forskellige stoffer alt efter, om du køber produktet i Danmark eller over en udenlandsk webshop.

Det viser en ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk Kemi. Her har man kigget på 39 af danskernes mest anvendte kosmetikprodukter og fundet frem til, at de findes i hele 176 forskellige versioner rundt i verden.

Det betyder, at køber du en creme i Danmark, der ikke indeholder bestemte uønskede stoffer, så kan det samme produkt indeholde kemikalier med potentielt hormonforstyrrende eller allergifremkaldende stoffer, hvis du vælger at købe det i en udenlandsk webshop.

– Vi vidste godt, at der kunne være flere forskellige versioner af samme produkt, men at der var så mange forskellige versioner af produkterne, var overraskende, siger Claus Jørgensen, der er projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Otte forskellige versioner

Et eksempel er den populære Maybelline Colossal Mascara, som findes i otte forskellige versioner alt efter, hvor i verden du bestiller den hjem fra.

I appen Kemiluppen får den danske version en B-vurdering, hvilket betyder, at produktet indeholder lovlige kemikalier, der dog kan være miljøbelastende.

Men handler du samme produkt over nettet fra eksempelvis USA eller Norge, vil produktet få en C-vurdering og pludselig indeholde stoffet BHT, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

– Der er mange versioner derude, og det betyder, at man som forbruger bliver nødt til at kigge på ingredienslisten, inden man bare køber det, man kender hjemmefra, siger Claus Jørgensen.

Fakta

Om A-, B- eller C-vurderinger

– Ifølge loven skal der være en ingrediensliste på produkter, som kan købes i butikker i EU. Men for en webshop er der dog ikke noget lovkrav om ingredienslister til kosmetik.
– Du kan bruge appen Kemiluppen til at tjekke dit produkt for uønsket kemi. Scan stregkoden, eller tast navnet på produktet, hvorefter du får en A-, B- eller C-vurdering af dit produkt.
– Du kan også gå efter produkter, der både har Svanemærket og et allergimærke som Den Blå Krans eller AllergyCertificed.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Det er ikke et krav, at der skal være en ingrediensliste på produkter købt over nettet, så hvis du ikke kan finde det, bør du vælge et andet produkt eller webshop.

– Gør man ikke det, så risikerer man at udsætte sig selv for allergifremkaldende eller potentielt hormonforstyrrende stoffer, som man kunne have undgået, fortsætter han.

Afgørende variation

Om produktet indeholder et allergifremkaldende stof eller ej, kan være afgørende for nogle.

– Variationen kan betyde rigtig meget, og den ene ingrediens kan være årsagen til, at en person udvikler eksem, siger Anne Holm Hansen, der er vicedirektør i Astma-Allergi Danmark.

Nogle vil reagere med det samme, mens andre først vil udvikle allergien over tid. De typiske reaktioner er eksem, rødme og hævelse i ansigtet eller andre steder, hvor du bruger det.

– Det kan blive rigtig slemt og give sår, hvis man eksempelvis fortsætter med at bruge det, fordi man ikke er klar over, at man bliver udsat for noget, man ikke kan tåle, siger hun.

 

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu