ANNONCE

Sådan laver du din egen gin

19. december 2020 06:03 | Af: Ritzau Fokus

Du kan fylde din egen klassiske gin på flasker eller eksperimentere med lækre smagsnoter for at finde din nye favorit.

Sådan laver du din egen gin
Hvis du opbevarer din hjemmelavede gin i en karaffel med glas- eller korkprop, kan den holde et års tid. Men Niels Stærup anbefaler at bruge en flaske med tætsluttende skruelåg, særligt hvis du vil have den til at holde længere. (Arkivfoto) Foto: Edgard Garrido/Reuters

Gin og tonic har virkelig gået sin sejrsgang verden over de seneste år.

Og selv om det ikke er nyt at der er mode inden for alkohol, så er den her trend altså mere sejlivet, fortæller Niels Stærup, som er forfatter til flere bøger om kryddersnapse og laver krydderiblandinger til gin.

Hvis du har fået mod på selv at brygge den populære drik, så er der ingen grund til at hvile på enebærrene.

– Gin er meget nemt at lave. Grundessensen er enebærsmagen, siger han.

Professionelle vil destillere smagen ud af enebærrene med et apparat til formålet.

Men da det er de færreste, der har sådan et, så vil du nok foretrække metoden, hvor man trækker smagen ud ved at lægge enebærrene i alkohol.

Først og fremmest skal du bruge 50 centiliter smagsneutral alkohol.

– Det kan være en vodka eller en klar Brøndum-snaps, der må bare ikke være smag i på forhånd, siger Niels Stærup og fortsætter:

– Mange gin ligger omkring 40 procent. Men du kan godt lave den på alkohol med en lavere alkoholprocent. Så bliver smagen lidt mere mild og ikke så brændende.

Enebær er vigtigste smagsgiver

Den næste ingrediens – og vigtigste smagsgiver i en gin – er enebær. Her kan du bruge ti gram tørrede enebær.

– Rul først enebærrene mellem hænderne, så du åbner op for de olier, der er i. Så får du dem ud i alkoholen, siger Niels Stærup og fortsætter:

– Så lader du dem trække i 12-24 timer. Og så har du en klassisk basisgin med enebærsmag. I gamle dage var gin jo bare med med enebær og ikke andet.

Men skulle du have lyst til at variere smagen, så er der herefter masser af muligheder. Så længe du ikke overdøver enebærsmagen.

– Til jul kan du prøve med tyttebær, en grankvist, en kanelstang, stjerneanis, nellike eller friske blåbær og lade dem trække bagefter.

– Trækketiden varierer, så du skal smage på det undervejs. Det kan være nok med en halv time, men andre ting skal trække en time, to eller tre. Men jeg plejer at sige, at du kan lave din egen gin på 24 timer, siger Niels Stærup.

Pluk-selv

Hvis du gerne vil starte helt fra bunden, så skal du selvfølgelig ud at plukke dine egne enebær.

Og det burde ikke være så svært ifølge Michael Sonniks, som er naturvejleder i Gribskov Kommune og Vild Mad-formidler.

Enebærrene kan nemlig plukkes året rundt. Du skal bare kun plukke af de modne blåsorte bær og holde fingrene fra de umodne grønne bær.

– Man kan tit finde enebærbuske og enebærkrat tæt på havet i kystskove og kystoverdrev, fortæller Michael Sonniks og fortsætter:

– De kan ikke klare sig midt inde i en bøgeskov, der bliver de skygget væk. Men de har en fordel på mager og næringsfattig jord. Der er mange dyr, der ikke kan lide at spise dem, så de får lov at danne krat ude på overdrev og strandenge.

Fakta

Sådan laver du din egen gin

* Du skal bruge 10 gram tørrede enebær, som du ruller mellem hænderne, så de åbner sig.

* Læg dem i 50 centiliter neutral alkohol – eksempelvis vodka.

* Lad det trække i 12-18 timer, og filtrer, så har du en gylden basisgin.

* Nu kan du eksperimentere med smage og krydderier.

* Til en julegin kan du tilsætte en teskefuld korianderfrø, en kanelstang, en gren frisk rødgran, tre spiseskefulde tyttebær og en spiseskefuld rosiner.

* Fjern kanelstangen efter en halv times tid, hvis smagen ikke skal blive for dominerende.

* Lad de øvrige krydderier trække en-to timer mere.

* Smag gerne på ginnen undervejs, så du kan fornemme smagenes udvikling.

* Hæld ginnen på flaske, og lad den hvile i en uge.

Kilde: Niels Stærup, som er indehaver af kryddersnapse.dk, hvor han blandt andet sælger krydderiblandinger til hjemmelavet gin.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu