ANNONCE

Sådan påvirker mystiske satelitter dit internet

26. april 2020 06:01 | Af: Ritzau Fokus

Starlink-satellitterne har tiltrukket sig opmærksom som lysende linjer på nattehimlen. Men hvad betyder de for dig?

På de danske øer og i udkantsområderne er der ikke altid lige skarp dækning. Vores dataforbindelser er nemlig stærkest, hvor der er tættest befolket, og kundegrundlaget er størst.

Men det vil virksomheden SpaceX med Starlink-satellitprojektet lave om på.

Med flere tusind satellitter skudt ud i rummet vil Elon Musk – som er manden bag – sørge for, at du kan tale i telefon og gå på nettet, uanset om du står på en alpetop eller i Antarktis.

– 95 procent af jorden er meget tyndt befolket, og der har man ikke samme tilgang til internet, fortæller John Leif Jørgensen, som er professor på DTU Space, og fortsætter:

– Man skal ikke ret langt væk, før man får lange svartider på requests. Grønland er et eksempel.

Det samme gælder de mindre danske øer, tilføjer han.

I stedet for at grave fibre ned er planen altså at skyde flere tusind satellitter ud i rummet og derigennem sørge for dækning på hver plet på kloden.

Ændrer intet for dig

Det smarte er, at det ikke kommer til at ændre noget for dig. Du skal stadig bare bruge din mobiltelefon som normalt, men din udbyder kan vælge at gøre brug af Starlink-netværket til at sende data.

– Du taler kun med den satellit lige over dig, og den sender så til en anden satellit over den, du skal snakke med, forklarer John Leif Jørgensen og fortsætter:

– Den forsinkelse er ikke noget problem, de få millisekunder er ikke noget, vi opfatter. Det kan gøres lige så hurtigt som telefonnettet, så du får de samme delaytider som ved tårne på jorden.

Dyrt fibernet kan blive værdiløst

Elon Musk satser på at levere 5G-teknologi. Og hvis din teleudbyder vælger at gøre brug af hans netværk, kommer du ikke til at mærke andet, end at det pludselig kører fem-seks gange hurtigere.

– Men han stjæler i så fald infrastrukturen fra alle teleselskaber i verden. Så kan han sidde alene på netværket, siger John Leif Jørgensen.

– Han sætter en satellitantenne op, som kan tale med satellitterne i stedet for fibernetværket. I Danmark ruller vi fibernet ud som gale, og det bliver værdiløst, hvis hans planer holder stik, forklarer han.

Samtidig er det det sjældent ønskværdigt som forbruger, at én aktør sidder med alle kortene på hånden.

Kan skabe ravage i himmelrummet

Det næste er risikoen ved, at satellitterne går i stykker og ender som rumskrot, der kan skabe ravage i forhold til andre satellitter.

– Der er dog sørget for, at de ikke kan falde ned på jorden, de brænder simpelthen op i atmosfæren inden da, forklarer professoren.

Selve markedet for international datakommunikation er astronomisk stort.

– En almindelig familie bruger måske 5-800 kroner på data om måneden. Ganger du det op til hele jordens befolkning, er det godt nok noget, siger han, siger John Leif Jørgensen.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu