Sådan skal du køre i tåge

26. februar 2019 08:08 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

I disse dage ligger der om morgenen en tyk tåge over store dele af Danmark - ved du hvordan du skal køre, når det er tåget?

Det kan være yderst ubehageligt at køre i tåge – for sigtbarheden er markant nedsat og nogle gange føles det som om, man falmer sig frem.

Derfor er det vigtigt på forhånd at tage nogle forholdsregler, så turen gennem det tåge-belagte landskab bliver så sikker som muligt.

Og selvom din bil har tågelygter monteret, så skal føreren af bilen også vide, hvordan man bruger dem. Forkert brug af tågelygter kan nemlig være farligt og derfor udløse en bøde på 1.000 kroner.

Husk at tænde tågelugterne

Tågelygterne skal bruges enten når det regner kraftigt eller når det er meget tåget, oplyser Rådet for Sikker Trafik på sin hjemmeside.

Tågelygterne lyser ned på vejen ”under” tågen, både fremad og ud til siderne. Det betyder, at du bedre kan se, hvad der sker foran dig, fordi du undgår at vanddråberne i tågen reflekterer lyset fra forlygterne tilbage i dine øjne.

Tågelygterne kan bruges enten alene eller sammen med nærlyset. Hvis tågen er meget tæt, kan det være en fordel at slukke nærlyset. Prøv dig frem, og se hvad der giver dig bedst udsyn i den konkrete situation.

Husk at slukke tågelygterne igen

Der kan sidde tågelygter både foran og bagpå bilen.

De forreste tågelygter sidder under forlygterne. I modsætning til bilens normale lygter, lyser de mere nedad mod vejen og ud til siderne, hvilket giver bedre sigtbarhed for bilisten ifølge Rådet for Sikker Trafik.

Tågelygten bagpå udsender et mere kraftigt rødt lys, så bilister bagved bedre kan se én.

Fordi tågelygterne udsender et kraftigere lys – både foran og bagpå – kan de være voldsomt generende for andre bilister, hvis man kører med dem tændt, når der ikke er dårlig sigtbarhed.

Derfor er det vigtigt, at man husker at slukke lygterne igen, når de udfordrende vejrforhold er overstået, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu