ANNONCE

Sådan skal mundbindskrav håndhæves

26. august 2020 15:15 | Af: Newsbreak.dk

Kun et af landets seks store trafikselskaber ansætter ekstra kontrollører for at håndtere de nye corona-retningslinjer i den offentlige transport

Sådan skal mundbindskrav håndhæves
Kun et af landets seks store trafikselskaber ansætter ekstra kontrollører. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

(Citathistorie fra Fagbladet 3F)

Kun et af landets seks trafikselskaber ansætter flere kontrollører til at håndhæve kravet om, at passagerer skal bære mundbind i bussen, som blev indført 22. august.

Det viser en rundspørge til trafikselskaberne, som Fagbladet 3F har foretaget.

Landsklubben for Bybus- og Rutebilschauffører opfordrer trafikselskaberne til at hyre flere kontrollører.

– Jo flere kontrollører, der er, jo mindre er risikoen for, at chaufføren kommer i klemme. Det siger sig selv, at når der er større krav om kontrol, så er der brug for flere kontrollører, siger formand Michael Olesen.

Flere sager allerede

Der har allerede været flere episoder med passagerer, der nægtede at bruge mundbind.

Lørdag, hvor kravet trådte i kraft, måtte Fyns Politi rykke ud, da en 24-årig mand nægtede at iføre sig mundbind på Odense Banegård Center, og det kostede en bøde.

Seneste episode var mandag 24. august, hvor en en 51-årig mand ikke ville anvende mundbind i en bus fra Allinge til Rønne – han står nu til en bøde på 2.500 kroner.

Midttrafik opruster

Projektleder hos Midttrafik Jeppe Færgegaard Sørensen oplyser, at trafikselskabet lige nu har 19 kontrollører, og til september vil de opnormere med omkring 50 procent.

Det vil sige 11 kontrollører mere.

Jeppe Færgegaard Sørensen fastslår, at kontrol af mundbind og afvisning af passagerer som udgangspunkt er en kontrolløropgave.

– Chaufføren har ret til at afvise og henstille kunden til ikke at gå ombord uden mundbind. Men chaufførerne er ikke forpligtiget til at afvise kunder uden mundbind og skal ikke gå i konflikt med kunderne, siger han.

Formand for Landsklubben for Bybus- og Rutebilschauffører, Michael Olesen, er glad for tiltaget med flere kontrollører.

– Vi vil ikke udsættes for vrede passagerer, der råber os i ansigtet med risiko for corona-smitte og vold. Det er en sag for kontrollørerne og i sidste ende politiet, siger Michael Olesen.
Han opfordrer landets øvrige trafikselskaber til at gøre som Midttrafik og hyre flere kvalificerede kontrollører, der ved hvordan man håndterer genstridige passagerer.

Ingen andre gør

Trafikselskabet Movia, der har al bustrafik i Region Hovedstaden og Region Sjælland, har 70 kontrollører, men ingen planer om at hyre flere, oplyser selskabet.

Movia har dog ansat 45 såkaldte stoppestedsværter som hele efteråret vil vejlede og hjælpe kunderne med brugen af mundbind.

Nordjyllands Trafikselskab har fem kontrollører ansat, men ingen planer om at ansætte flere kontrollører.

Det samme gælder Sydtrafik, der dækker den jyske del af Region Syddanmark.

– Erfaringerne fra de sidste dage viser, at vores kunder faktisk bruger mundbind, siger kommunikationskonsulent Louise Christine Rasmussen.

Hos Fynbus oplyser kommunikationschef Martin B. Krogh, at man har 10 kontrollører og ingen planer om at ansætte flere.

Bornholms Trafikselskab BAT oplyser, at der er én ansat kontrollør og ingen planer om flere.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu