ANNONCE

Sådan sparer du dine penge op

26. august 2019 10:09 | Af: Ritzau Fokus

Automatisering og visualisering kan gøre dig til en haj til at spare op.

Synes du, at opsparing lyder både kedeligt og besværligt?

Det er i så fald ganske menneskeligt. Når du skal sætte penge til side, giver det nemlig en følelse af, at der bliver taget noget fra dig. Det forklarer Jon Sigurd Wegener, som er hjerneforsker og ekstern lektor i neuroøkonomi på Copenhagen Business School.

– Som mennesker hader vi tab, og vores hjerne straffer os hårdt, hvis vores positive forventninger ikke indfris. Opsparing er per definition et tab her og nu, fordi du får færre penge på kontoen, siger Jon Sigurd Wegener.

Derfor er en måde at knække opsparingskoden, at du skifter perspektiv, så du – i stedet for at se på det som et tab – ser pengene som en gave til dit fremtidige jeg. For hvor god du er til at spare op, hænger faktisk tæt sammen med empati. Det viser Jon Sigurd Wegeners tidligere forskning.

– Hvis du som person er god til at sætte dig ind i andres følelser, så er du sandsynligvis også god til at sætte dig ind i dit fremtidige jegs følelser. Derfor kan metoder, der øger empatien med dig selv i fremtiden, trigge dig til at have lyst til at lægge penge til side, fordi du gerne vil være sød ved den person, siger Jon Sigurd Wegener.

Irrationel

Det er altså ikke en rationel beslutning, du træffer, når du lægger penge til side. Det handler udelukkende om følelser, forklarer Jon Sigurd Wegener.

Derfor kan du eksempelvis bruge et lille trick som at se et computergenereret billede af dig selv som gammel. På den måde bliver dit fremtidige jeg til en konkret person, som du kan vise omsorg over for.

Frederik Giese er projektleder på “Plus på kontoen”, som er Forbrugerrådet Tænk Gæld og TrygFondens projekt – og han peger på automatisering og visualisering som to værktøjer til at spare op. Sæt en automatisk månedlig overførsel op, så pengene, der er øremærket til opsparingen, aldrig har været tilgængelige på din konto. Så har du nemlig ikke følelsen af at have mistet noget.

– Det andet råd er at lave målrettede opsparinger. Det kan være, at du drømmer om en ferie eller vil have råd til et par nye sko, siger Frederik Giese.

At have et konkret mål for opsparingen gør det lettere at poste penge i den.

– Man kan også aftale med vennerne, at man sparer op til en fælles ferie, og så kan man holde hinanden op på det, foreslår han.

Sørg for at sætte realistiske mål, så du også bliver belønnet en gang imellem og kan købe det, du drømmer om.

– Jo flere belønninger man får, jo mere bliver man drevet til at spare op, forklarer Frederik Giese.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu