ANNONCE

Sådan sparer du på hverdags-udgifterne

5. marts 2020 10:44 | Af: Ritzau Fokus

Lønseddel, netbank og lån er noget af det, du løbende skal nærstudere. Der kan nemlig være tusindvis af kroner at spare, hvis du går kritisk til dit forbrug.

De fleste kender den gamle sang om, at daglige småudgifter til kaffe eller en sodavand bliver til mange penge på et år.

Men hvis du kaster et kritisk blik på din økonomi, kan der også ligge glemt guld andre steder.

(I galleriet over artiklen kan du se rådgiverens gode råd til at spare penge).

Artiklen fortsætter under videoen

Start eksempelvis med at kigge på din lønseddel. En undersøgelse fra LO og FTF har vist, at omkring halvdelen af medlemmerne har fundet fejl på deres lønsedler.

– Hvis man ganger en lønfejl op over måneder og år, kan der ligge rigtig mange penge gemt der, siger Morten Holm Steinvig, der er konsulent i finansielt forbrug hos Finanstilsynet.

Det kan være, at du er timeansat, har skiftende vagter, særtillæg eller er steget i anciennitet, uden at lønkontoret har fået besked.

Et tillæg på 250 kroner per vagt går nemt under radaren. Men hvis du går glip af det fire gange om måneden, er det 12.000 kroner på et år.

– Hvis du ikke selv tjekker lønsedlen, bliver det muligvis aldrig opdaget, siger Morten Holm Steinvig.

Log på netbank

Som det næste skal du logge på netbanken. Gå tre måneder tilbage og kig efter de små udgifter, som løber op på sigt.

– Det kan være digitale tjenester, som typisk bliver trukket fra dankortet. Og fordi beløbene er relativt små, bider man ikke mærke i det, men det løber op, siger Morten Holm Steinvig.

Det kan være betalingsapps fra Google Play eller Appstore, premium-medlemsskaber eller adgang til e-bøger, lydbøger og musik.

De små udgifter

Mens mange jævnligt skimmer PBS-oversigten, budgetkontoen og de store løbende udgifter, bemærker man ikke altid de små udgifter, som drypvis dræner dankortet.

– Du vil med garanti opdage udgifter, du ikke engang kan huske, hvad er. Så der kan være en god timeløn i at lave den øvelse, siger Morten Holm Steinvig.

Når du alligevel er logget på netbanken, bør du nærlæse alt det med småt: hvad koster din bankpakke, dit overtræk, dine lån og dit betalingskort.

Her er der nemlig også være penge at hente.

– Mange har et personligt forhold til deres bankrådgiver, men man skal huske, at vedkommende også er sælger, siger Søren Skjøth, der er privatøkonomisk rådgiver og partner hos F10 Finans.

– Man bør jævnligt gå sin bank på klingen omkring renter og omkostninger, tilføjer han.

Det kan du eksempelvis gøre i forbindelse med, at du omlægger lån.

Her forhandler vi

Rekordmange danskere har allerede omlagt deres realkreditlån, men mange glemmer, at det samtidig er en oplagt mulighed for at gå til nabobanken og bede dem om et tilbud.

– Når det kommer til bilkøb, er vi ikke blege for at forhandle pris. Men overfor banken er vi anderledes loyale, selv om man her kunne spare mindst lige så mange penge, siger Søren Skjøth, hvis råd du kan se i galleriet over artiklen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu