ANNONCE

Sælger profil

25. december 2020 20:11 | Af: Ritzau Fokus

Midtbanespilleren Mikkel Rygaard kan fejre sin 30-års fødselsdag med udsigt til udlandseventyr.

Sælger profil
FC Nordsjælland sælger Rygaard til polsk nedrykker. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

FC Nordsjælland har solgt midtbanespilleren Mikkel Rygaard LKS Lodz, der ligger i den næstbedste polske fodboldrække.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer på dagen, hvor den tekniske stærke midtbanespiller fylder 30 år.

LKS Lodz er tidligere polsk mester, men rykkede i sidste sæson ned i den næstbedste række.

Klubben satser dog hårdt på at vende tilbage til Ekstraklassa, som den bedste fodboldrække hedder Polen.

I julepausen ligger klubben på en af de to oprykningspladser i den næstbedste række.

– LKS har fulgt Mikkel gennem et stykke tid og har følt sig overbevist om, at han var den perfekte spiller for dem som en dygtig og erfaren forstærkning til et ungt og talentfuldt mandskab, skriver FC Nordsjælland i en pressemeddelelse.

Gammel drøm

Mikkel Rygaard selv fortæller, at han med kontrakten i Polen nu kan indfri en gammel drøm.

– Jeg har længe villet prøve mig selv af i en anden liga, inden det var sidste udløbsdato, selv om jeg stadig føler mig ung, udtaler han.

– Jeg ved, jeg kan gøre en forskel og vil gerne se, hvad jeg kan drive det til. LKS Lodz er en hamrende ambitiøs klub, der har planer om at etablere sig i den bedste række og er villige til at investere i projektet, tilføjer han.

Mikkel Rygaard kom til FC Nordsjælland for knap tre år siden og nåede at spille 96 kampe og score 11 mål i 3F Superligaen for klubben.

Rygaards kontakt med LKS Lodz gælder til sommeren 2024.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu