ANNONCE

Særlig faktor: Derfor bliver du overvægtig

9. juli 2020 05:46 | Af: Newsbreak.dk

Svær overvægt er ikke bare selvforskyldt. Kimen til at blive tyk er i høj grad genetisk bestemt.

Citathistorie: Kristeligt Dagblad.

Overlæge Jens-Christian Holm fra Holbæk Sygehus har de seneste 14 år behandlet flere end 4000 børn og unge for svær overvægt.

Børnene er helt ned til to år, og forældrene er ofte desperate, fordi børnenes vægt resulterer i mobning og en holdning om, at barnet selv er skyld i sin vægt.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

– Vi oplever, at overvægtige børn og deres familier ydmyges og stigmatiseres, selvom vi efterhånden ved, at overvægt i høj grad er genetisk betinget, lyder det fra Jens-Christian Holm.

Hvert 10. barn og hver anden voksen i Danmark er moderat eller svært overvægtig.

Efter at forskningen de seneste 20 år er blevet i stand til at kortlægge vores arvemasse, viser flere undersøgelser, at genetisk disposition, der styrer særlige processer i hjernen, er en af de drivende kræfter i udviklingen af svær overvægt.

Det forklarer lektor Tune H. Pers fra Novo Nordisk Foun­dation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet.

Gener spiller en rolle

Han har blandt andet medvirket til en undersøgelse, hvor gener fra flere hundredtusinder af mennesker er blevet kortlagt for at finde genetisk disposition for svær overvægt.

– Forskning over hele verden satser i disse år på at udforske sammenhængen mellem gener og overvægt. Der er en genetisk disposition, som gør nogle personer mere modtagelige for at blive svært overvægtige på grund af processer, der foregår i deres hjerne. I samspil med fedtcellerne og tarmen er det i sidste ende hjernen, der bestemmer, hvornår vi er sultne, siger Tune H. Pers.

Forskerne vurderer, at omtrent halvdelen af årsagen til svær overvægt skyldes arv, mens den anden halvdel kan tilskrives miljø.

– Man bliver ikke tyk af at have genvarianterne alene, men genvarianter disponerer for overvægt, hvis man bevæger sig i et miljø, der på grund af faktorer som social ulighed, stress, fed kost og manglende motion fremmer vægtstigning. Der er en meget stålsat holdning om, at man skal tage sig sammen, når man er tyk. Den videnskabelige evidens for, at roden til svær overvægt er genetisk bestemt og styret af processer i vores hjerne, vil kunne hjælpe med at nedbryde dette skadelige stigma, siger Tune H. Pers.

I galleriet ovenfor kan du tjekke, om du er overvægtig.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu