ANNONCE

Særlige sløjfer skal holde folk og andre hunde på afstand

6. november 2018 14:48 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Sløjfen blev opfundet i Sverige, men den er så småt ved at gøre sit indpas i Danmark.

Særlige sløjfer skal holde folk og andre hunde på afstand
Idéen kommer fra Sverige og er ved at vinde indpas i Danmark. Genrefoto: Scanpix.

Det er ikke alle hunde, som er lige glade for at være sociale med hverken mennesker eller andre firbenede.

Derfor skal en gul sløjfe på hundesnoren advare andre om ikke at komme for tæt på og signalere, at hunden har brug for plads.

Det skriver DR Østjylland.

Vibeke Kingo Damgaard er en af dem, der har taget sløjfen i brug, når hun lufter sin labrador, Alex. Alex er nemlig lidt forbeholden over for andre hunde, fortæller hun.

– Da han var lille, blev han bidt af en anden hund, så han er ikke så glad for at møde andre hunde, der bare sådan kommer hen til ham, forklarer Vibeke Kingo Damgaard til DR Østjylland.

Mange årsager fører til sløjfen

Det er ikke kun dårlige oplevelser som hvalp, der får hundeejere til at udstyre deres hunde med den gule sløjfe, fortæller dyrlæge i Åbyhøj Dyreklinik Johan Mikkelsen.

– Det kan være en tævehund, der er i løbetid, hvor det ikke er så interessant, at der kommer andre hanhunde til især, eller en hund, der har været opereret, og måske har brug for lidt plads og for ikke at komme ud at løbe alt for meget, fortæller han.

Ideen med den gule sløjfe på hundesnoren var oprindeligt en svensk idé, som startede i 2012, og selvom den stadig mangler noget udbredelse i Danmark, mener dyrlæge Johan Mikkelsen, at den – om ikke andet – kan give anledning til en lille snak.

– Det, at der sidder et gult bånd på snoren, resulterer jo ofte i, at man lige spørger ejeren: ‘Hvorfor er der et gult bånd på?’, og så kan man jo så tage dialogen, siger han.

Netop dét gør Vibeke Kingo Damgaard også ofte, når hun går tur med Alex. Faktisk bruger hun også sløjfen med Alex’ lillebror, hvalpen Junior, som er ved at lære at færdes i store forsamlinger, eksempelvis på en strøgtur.

– Han skal jo lære ikke at skulle slikke alle, han møder, på hånden. Derfor sætter vi en gul sløjfe på for at signalere, at lige nu træner vi, og prøv at give os lidt fred og gå uden om os. Vi prøver i hvert fald at gå uden om jer, siger hun til DR Østjylland.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu