ANNONCE

Sæson for udeløb: Vælg de rigtige løbesko

3. april 2020 06:12 | Af: Ritzau Fokus

Vejret indbyder til udendørs løb, men det er ikke lige meget, hvad du tager på fødderne.

Løb er den oplagte motionsform, nu hvor vejret bliver varmere, og det meste af landet stadig er lukket ned.

Men der findes efterhånden et utal af sko på markedet, og det kan føles som en jungle at få valgt de rigtige løbesko. To eksperter guider dig her til at vælge de rette.

1) Mærk efter

Inden du bliver hvirvlet ind i markedsføring og sundhedsfremmende supersko, skal du helt lavpraktisk gå efter din mavefornemmelse.

– Det kan lyde banalt, men hvis skoen ikke føles rar, er der to risici: Enten støtter den ikke, som den bør, eller også får man den ikke brugt, siger Tine Louise Thomsen, der er fysioterapeut og selvstændig løbetræner i Tempo3n.

2) Sorter i anbefalingerne

Du skal også passe på med blindt at lytte til andres anbefalinger. For kollegaens favoritsko er ikke nødvendigvis gode for dig.

Artiklen fortsætter under videoen.

– Mange søger råd på sociale medier og spørger, hvad andre anbefaler, siger Jannich Marker, der er partner i Kaiser Sport og Ortopædi, som både har løbebutik og fysioterapeutisk klinik under samme tag.

– Men en hyppig faldgrube er, at folk glemmer at tage højde for deres egen løbeprofil, vægt og træning, forklarer han.

Det har nemlig betydning for, hvordan skoen støtter anklerne, og hvordan skoen stødabsorberer.

3) Vælg sko efter kropsvægt

Når du løber, lander du med flere gange egen kropsvægt. Derfor laves såler og skum med forskellig hårdhed, så det såkaldte impact – altså stødbelastning på leddene – bliver mindre.

– En mand på 100 kilo skal typisk have en fastere skum for at blive støddæmpet end en let løber på 50 kilo, siger Jannich Marker og fortsætter:

– Omvendt kan den lette løber opleve, at skoen næsten ikke fjedrer, hvis den er beregnet til en tungere vægtklasse.

4) Pas på den nye generation

Hvis du allerede har en favoritsko, som er blevet udslidt, skal du også være varsom med at købe seneste generation på nettet.

For selv om populære modeller som Asics Kayano, Nike Air Zoom og Brooks Ghost jævnligt kommer i nye modeller, kan alt fra hælkappe, syninger, skum og pasform være anderledes.

– Selv bittesmå ændringer kan gøre, at det bliver en helt anden oplevelse. Så jeg råder til, at man køber løbesko i en butik, hvor man kan få lavet en løbetest og prøve dem på et løbebånd, siger Tine Louise Thomsen.

5) Pronationssko eller ej?

I naturlig forlængelse af det kommer spørgsmålet om pronation – altså om du lander lige på foden eller falder henholdsvis indad eller udad.

Du kan nemlig få sko, der passer til stort set alle fodstillinger. Men du behøver ikke at købe en dyr superkompenserende pronationssko, hvis du aldrig døjer med gener.

– Man kan sagtens have stor pronation uden smerter – og man kan omvendt have smerter, som ikke skyldes pronation. Og hvis skoene overkorrigerer, kan man i stedet få ondt af det, siger Tine Louise Thomsen.

Kilde: Fysioterapeut og løbetræner Tine Louise Thomsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu