ANNONCE

Sammenlignet med skandalekonge

11. februar 2021 21:57 | Af: Keld Stampe, ks@newsbreak.dk

TV dækning af spanske kronprinsesse Leonor' fremtidige skolegang har skabt voldsomme reaktioner

Den nationale, spanske TV-station RTVE er blevet ramt af en kæmpe skandale, der har skabt seriøs, både politisk og offentlig, røre, og som desuden har kostet flere medarbejdere jobbet. Det skriver en række internationale medier.

Skandalen opstod i programmet ‘La Hora de La1, i forbindelse med en historie om, at den spanske tronarving, 15-årige prinsesse Leonor, den kommende sommer starter på en international uddannelse i Wales.

Mens nyheden blev bragt kørte der samtidig et banner på skærmen med ordlyden: ‘’Leonor forlader Spanien ligesom sin bedstefar”.

Altså en henvisning til den tidligere monark, kong Juan Carlos, der gik i selvvalgt eksil i Dubai i august 2020 efter påstande om, at han står bag nogle tvivlsomme, økonomiske transaktioner.

Voldsomme reaktioner

Banneret, der ifølge Royal Central var at se på skærmen i op mod to minutter, afledte efterfølgende voldsomme reaktioner. Blandt andet fra Spaniens største oppositionsparti Partido Popular, der kalder episoden ‘et direkte angreb på monarkiet’.

Men også på de sociale medier hvor mange helt almindelige spaniere mindede om, at der her altså er tale om en blot 15-årig teenager, der intet har med sin bedstefars skandaler at gøre.

Uforbeholden undskyldning

Lederen af TV-stationen, den anerkendte journalist Rosa María Mateo, var da også lynhurtigt ude med en officiel undskyldning for episoden.

“Vi beklager den alvorlige fejl, der opstod og har truffet øjeblikkelige foranstaltninger således, de ansvarlige nu er fjernet fra deres jobs,” lyder det fra hende i en erklæring.

I erklæringen kalder hun også banneret for ‘dybt uansvarligt’ og understreger, at det strider mod TV-stationens urokkelige engagement i forsvaret af forfatningsmæssige værdier over for statens institutioner – og frem for alt over for kongehuset.

Internationalt studie

Kong Felipe og dronning Letizia annoncerede den 10. februar, at kronprinsessen fra sensommeren er optaget på UWC Atlantic College, hvor hun skal tage en international studentereksamen. Skolen har base i Vale of Glamorgan i det sydlige Wales.

Kronprinsesse Leonor følger dermed i fodsporene af kronprinsesse Elisabeth af Belgien, der efter to års studier afsluttede sin gymnasiale uddannelse samme sted i sommeren 2020.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu