Samsungs smartphone-fiasko genbruges og sælges i Sydkorea

2. juli 2017 14:49 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Den brandfarlige smartphone Galaxy Note-7 rammer hylderne i Sydkorea 7. juli i en renoveret udgave.

Samsungs smartphone-fiasko genbruges og sælges i Sydkorea
Den skandaleramte smartphone fra Samsung bliver lanceret i en renoveret udgave på det sydkoreanske marked næste uge. Foto: Str/arkiv/AFP

Tilbagekaldelsen af katastrofetelefonen Samsung Galaxy Note 7 med eksploderende batterier har kostet elektronikgiganten Samsung flere milliarder kroner i tabt indtjening.

Alligevel har verdens største producent af smartphones nu besluttet, at smartphonen skal sælges i Sydkorea i en renoveret udgave.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

De tilbagekaldte enheder er sat i stand og udstyret med nye batterier. Det siger Samsung i en udtalelse.

Den brandfarlige smartphone kommer til at blive solgt for lige knap 4000 kroner, hvilket er 30 procent billigere end originalprisen.

Den rammer det sydkoreanske marked 7. juli.

Historisk fejl

Sidste år måtte det sydkoreanske selskab lave en historisk stor tilbagekaldelse af smartphonen, da der var flere tilfælde med fejlbehæftede batterier, som brød i brand eller eksploderede under opladning.

Det fik flere flyselskaber til at nægte flypassagerer at medbringe telefonen om bord på fly.

Til sidst stoppede Samsung salget af smartphonen helt for at undersøge, hvorfor den kunne bryde i brand.

Telefonen blev sat til salg første gang 19. august 2016. Den blev trukket tilbage fra markedet under to måneder senere, 11. oktober. 

200.000 telefoner undersøgt

700 forskere og ingeniører testede over 200.000 telefoner og flere end 30.000 batterier for at fastslå, hvad der var årsag til fejlen i telefonen.

Ud fra undersøgelserne kunne man konkludere, at batterierne var skyld i eksplosionerne.

Derfor sagde selskabet tidligere i år, at det havde planer om at lancere Galaxy Note 7-smartphonen i en opdateret udgave.

De nye batterier i de istandsatte telefoner vil derfor have en lavere kapacitet, og de har bestået nye sikkerhedskrav, der blev gennemført efter tilbagekaldelsen.

Samsung vil senere beslutte, om den renoverede udgave af telefonen skal sælges andre steder i verden.

/ritzau/AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu