ANNONCE

Sang til dronningen fra stuer og altaner

16. april 2020 09:48 | Af: Keld Stampe, ks@newsbreak.dk og Ritzau Info

Målet er, at en million skal synge med, når dronningen torsdag fylder 80 år. - Vi håber, man kan høre naboen.

Morgenvækningen på Fredensborg Slot og den efterfølgende hyldest på Amalienborg Slotsplads er aflyst på grund af coronaen. I stedet kan dronning Margrethe se frem til virtuelle fødselsdagssange fra hele Danmark, når hun fylder 80 år torsdag.

Musikere fra symfoniorkestret Copenhagen Phil vil spille og sangeren Thomas Buttenschøn og 130 børn og voksne synge. Sammen – men fra hvert sit sted.

Lyd og billede fra optagelserne samles digitalt og sendes direkte på DR, TV2 og Facebook klokken 12.

Målet er, at så mange som muligt skal synge med hjemmefra, fra arbejdspladsen, skolen, eller hvor de befinder sig på det tidspunkt.

Gerne op mod en million sangstemmer skal lyde over hele landet, siger en af initiativtagerne, Stine Isaksen.

– Sangene skal give en følelse af, at det er os alle, der er samlet om fødselsdagen.

– Står man for eksempel på sin altan eller ude i haven, så håber vi, at man vil kunne høre naboerne synge med, siger Stine Isaksen, der er ansat i Sangens Hus – et nationalt samarbejdsforum for sang.

Foruden den oplagte “I dag har dronningen fødselsdag” skal der synges tre andre sange, som er udvalgt blandt 1100 forslag indsendt fra alle egne af landet til Sangens Hus.

Oprindelig var det grafiker Kim Bruhn, der fik idéen til den digitale fejring, da han oprettede facebooksiden “Danmark synger for dronningen”.

Han er flyttet fra Aarhus til København og havde set frem til, at han sammen med sin kone for første gang skulle på slotspladsen for at hylde dronningen.

– Da det blev aflyst, tænkte jeg, at vi måtte gøre det på en anden måde, og så tog det fart, siger Kim Bruhn med henvisning til, at facebooksiden har rundet 180.000 medlemmer.

På dronningens fødselsdag er der tradition for, at især københavnere tager til Amalienborg eller aarhusianere til Marselisborg Slot, hvis hun opholder sig der.

Denne gang får mange andre også chancen for at synge for majestæten, siger Stine Isaksen.

– Det er selvfølgelig ærgerligt, at folk ikke kan samles fysisk. Til gengæld kan vi overskride de geografiske afstande.

– Jeg sidder i Herning og kan sammen med min familie være med.

Fakta

BLÅ BOG: Dronning Margrethe

* Fulde navn: Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

* Født: 16. april 1940 på Amalienborg.

* Forældre og søskende: Ældste datter af kong Frederik IX og dronning Ingrid. Har to yngre søstre – prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie.

* Ægteskab: Gift 10. juni 1967 med prins Henrik (som indtil brylluppet hed Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat).
Prins Henrik døde i 2018.

* Børn: Kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969). De er gift med hhv. kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.

* Børnebørn: Otte børnebørn – fem drenge og tre piger.

* Tronfølger: I 1953 blev tronfølgeloven ændret, så også kvinder – og ikke kun mænd – kunne overtage tronen. Dermed kunne prinsesse Margrethe i 1973 udnævnes som dronning efter sin fars død.

Var tronfølgeloven ikke blevet ændret, ville kong Frederik IX’s bror, prins Knud – og efterfølgende hans søn, Ingolf – være blevet regent.

* Residens: I løbet af året bor dronningen både på Amalienborg, Fredensborg Slot, Marselisborg Slot og Gråsten Slot.

* Uddannelse: Filosofikum samt studier i arkæologi og statskundskab på universiteter i København, Cambridge, Aarhus, Sorbonne og London.

* Tilknytning til Forsvaret: Frivillig tjeneste under Hjemmeværnet 1958-1970. Senere æresoberst i forskellige enheder i den britiske hær.

* Interesser: Tegner, maler, syer og broderer. Har løbende udstillet sine malerier, har lavet kulisser og kostumer til balletforestillinger og har designet og syet tekstiler – herunder bispekåber til danske kirker.

Kilder: Ritzau, Kongehuset.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu