Tre-årige Sarah var væk i timevis – blev fundet under hunden Manfred

18. september 2017 22:23 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Tre-årige Sarah var forsvundet i flere timer.

Enhver forælders værste mareridt udspillede sig lørdag aften i Nordjylland: Sarah var forsvundet. Sarah er tre år gammel.

Lørdag aften klokken lidt efter 21 efterlyste Nordjyllands Politi den kun tre-årige Sarah.

På det tidspunkt havde den lille pige været væk i flere timer.

Klokken 21.28 blev hun så opdaget af den helikopter, der sammen med frivillige, politi og hunde deltog i eftersøgningen.

– Hvor var forældrene, vil mange måske spørge?

Ja, de var såmænd på hospitalet – og moderen i gang med at føde en lillebror til Sarah.

Pigen var hos sine bedsteforældre, og var gået afsted med deres hund, Manfred.

Sarah var forsvundet i timer

Det var også den hund, der blev fundet liggende og sovende ved siden af Sarah, der dog var ret kold og våd, da hun – og Manfred – blev fundet.

– Hun ligger herinde på en mark, og sover. Og Manfred ligger ovenpå hende og holder hende varm, fortæller Sarahs far Michael Mariager til TV 2 Nord.

Sarahs forældre er altså på sygehuset – og dermed intetanende om det drama, der samtidig udspillede sig i Rærup ved Vodskov.

– Så ligger vi ude på sygehuset og har født. Og da vi så ringer for at sige, at nu er Sarah blevet storesøster, så får vi at vide, at Sarah hun er væk, og politiet er der, siger Michael Mariager.

Michael Mariager fortæller TV 2 Nord, at Sarah har fået nogle rifter og har slået, men ellers har det godt.

Takker for hjælpen

– Politiet var bare super skarpe. Og der kom hundepatruljer nede sydfra også. Nede fra Aarhus, Horsens og Viborg, og en helikopter kommer og leder. Det er helt fantastisk. Der bliver lavet en pressemeddelelse, så folk møder op fra nær og fjern. Det var fantastisk altså, siger en tydeligt berørt Michael Mariager.

– Super tak til hele teamet, alle sammen, og alle hjælperne, og alle der har kommet og hjulpet. Vi er evige og dybt taknemmelige, siger Sarahs far til TV 2 Nord.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu