ANNONCE

Nu bliver de fyret: Blodbad

29. juni 2020 09:55 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Mandag har omkring 700 kabineansatte i SAS Danmark modtaget deres opsigelsesbrev, oplyser fagforeningsformand.

Nu bliver de fyret: Blodbad
700 ud af 1200 kabineansatte i Danmark er blevet opsagt. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Luftfartsselskabet SAS (du kan læse mere om hvad SAS er for en størrelse i faktaboksen i bunden af artiklen) har omkring 1200 kabineansatte i Danmark, men mandag har tæt på 700 af dem modtaget et opsigelsesbrev.

Det oplyser Christa Ceré, der er formand for CAU, der er fagforeningen for kabinepersonale i SAS.

Det er dermed over halvdelen af de kabineansatte i SAS Danmark, som mandag er blevet opsagt. Det er en sorgens dag, mener formanden.

– Det er rigtig mange, og mine medlemmer har det ikke godt. Hele branchen er jo også ramt, og derfor kan man ikke bare søge et andet job, siger Christa Ceré.

Hun oplyser, at de ansatte har mellem 1-6 måneders opsigelsesvarsel. De har også fået muligheden for at konvertere opsigelsen til en orlovsperiode på op til 24 måneder.

– Det er selvfølgelig et håb om at aktiviteten kan stige, og at de derved langsomt kan vende tilbage, siger hun.

Fakta

SAS er født som skandinavisk samarbejdsprojekt

* SAS blev grundlagt i 1946 ved en sammenlægning af de nationale luftfartsselskaber i Danmark, Norge og Sverige.

* Første tur gik til New York 17. september 1946. Turen tog 25 timer, og det var nødvendigt at gøre tre stop på vejen for at tanke.

* Før coronakrisen havde SAS mere end 800 daglige afgange, og om året fløj selskabet omkring 30 millioner passagerer til over 125 destinationer i verden.

* Coronakrisen har dog givet et stort dyk i antallet af afgange og passagerer, og det har naturligt nok gjort ondt på SAS’ økonomi.

* I marts fløj selskabet eksempelvis med omkring en million passagerer. Det var cirka 60 procent færre passagerer end i samme måned året før.

* Sverige og Danmark ejer 29 procent af aktierne i SAS. Tidligere har den norske stat også været aktionær.

* SAS har i alt 13.000 ansatte. Det er dog inklusive deltidsansatte. Opgjort i fuldtidsstillinger har selskabet samlet 11.000 ansatte.

Kilder: SAS og Ritzau.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu