ANNONCE

Scorede fire mål med bandage

25. februar 2021 07:26 | Af: Ritzau Fokus

Siden sidste sommer har Morten Wieghorst været assistenttræner på landsholdet, og tidligere i karrieren har han været cheftræner i flere danske topklubber

Scorede fire mål med bandage
Morten Wieghorst er i dag ansat som assistenttræner på det danske fodboldlandshold. Den 25. februar fylder den tidligere midtbanespiller 50 år. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Med tyk bandage om hovedet og en blodig flænge under øjenbrynet efter en hovedstødsduel insisterede Morten Wieghorst på at spille videre i en superligakamp for Brøndby i efteråret 2002.

Siden scorede han fire gange i en legendarisk 7-1-sejr over Farum, der i dag hedder FC Nordsjælland.

Wieghorst, der torsdag den 25. februar fylder 50 år, bliver ofte husket for den kamp.

– Jeg troede egentlig, vi vandt 6-1, men jeg har jo også slået hovedet. Det var en underlig kamp, sagde Wieghorst efter kampen.

I nutidens fodbold havde Wieghorst nok ikke fået lov til at spille videre, men dengang lod træner Michael Laudrup ham spille kampen til ende trods hovedskaden efter få minutters spil.

Det er et godt billede af ham som aktiv, hvor han var en heroisk kæmpende midtbanespiller, der ikke var bange for at agere defensiv skraldespand, når der skulle sættes en knusende tackling ind på en modstander.

Wieghorst kunne også spille i det centrale forsvar og sågar på den offensive del af midtbanen.

Han scorede aldrig før eller siden fire mål i en kamp, men mindre kunne også gøre det.

Mester flere gange

Wieghorst nåede i sin fodboldkarriere at blive pokal- og danmarksmester i begyndelsen af 90’erne på det bedste Lyngby-mandskab i nyere tid.

Succesen skabte ham en udlandskarriere i Skotland, hvor han efter tre år i Dundee FC blev hentet af storholdet Celtic. De holdt fast i danskeren i yderligere syv år, hvor han også var med til at vinde mesterskabet.

Undervejs blev Wieghorst ramt af flere skader samt den sjældne nervesygdom Guillain-Barrés syndrom, som holdt ham ude af spillet i længere tid.

Han opnåede i skiftende perioder alligevel ret stor succes på landsholdet og nåede at deltage ved VM-slutrunden i 1998 og spille i alt 30 landskampe og score tre mål. I de 30 kampe tabte Danmark kun fire gange.

Tilbage til Danmark

I 2002 hentede Brøndby ham hjem til dansk fodbold igen, og han nåede at vinde pokaltitlen året efter, og han var også med på det Brøndby-hold, som vandt The Double i 2005.

I sommeren 2005 stoppede han sin aktive fodboldkarriere og blev i stedet assistenttræner og siden cheftræner i FC Nordsjælland. Her havde han i en succesrig periode Kasper Hjulmand som assistent.

Sidste sommer blev Hjulmand landstræner for fodboldlandsholdet med Wieghorst som assistent. Så de to træneres veje er på den måde krydset.

Wieghorst nåede i årene 2011-2013 at være U21-landstræner, og han er generelt betragtet som en af Danmarks dygtigste til at udvikle talenter.

Han var også assistent under Swansea-manager Michael Laudrup i 2013/2014-sæsonen.

Siden blev han cheftræner i superligaklubberne AGF (2014-2015) og AaB (2017-2018). I begge klubber blev han fyret efter skuffende resultater.

Til sommer skal han sammen med Hjulmand forsøge at føre Danmark til succes ved EM.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu