ANNONCE

Scorer mod storklub

25. september 2020 05:31 | Af: Ritzau Info

Den danske Bodø/Glimt-angriber scorede til 1-0, da den norske klub tabte til AC Milan i EL-kvalifikationen.

Scorer mod storklub
Den tidligere AGF- og Horsens-angriber Kasper Junker sendte kortvarigt Bodø/Glimt på vinderkurs torsdag. Foto: Daniele Mascolo/Reuters

Der var danskermøde på San Siro torsdag aften.

Her tog Simon Kjær og resten af AC Milan imod norske Bodø/Glimt med den målfarlige danske duo Kasper Junker og Philip Zinckernagel i front.

Landsholdskaptajnen slap bedst fra mødet med sine landsmænd. AC Milan vandt således 3-2 efter blandt andet at være kommet bagud 0-1 på et mål af Junker.

Milaneserne, der var uden en coronasmittet Zlatan Ibrahimovic, skal i fjerde og sidste kvalifikationsrunde møde portugisiske Rio Ave, der torsdag slog Besiktas efter straffesparkskonkurrence.

Der var gået et lille kvarter, da Kasper Junker fik Bodø/Glimt til at drømme om en sensationel sejr. Den tidligere AGF- og Horsens-angriber satte foden på en hård, flad aflevering i feltet og vinklede bolden i mål.

Tabte til sidst

Håbet om avancement led dog et knæk kun cirka halvandet minut senere, da Hakan Çalhanoglu i den anden ende bankede bolden op i nettaget og udlignede.

Den kun 18 år gamle angriber Lorenzo Colombo gjorde det til 2-1 et kvarter senere, inden Hakan Çalhanoglu fem minutter inde i anden halvleg viste prøver på sin gode sparketeknik ved at flugte bolden i mål efter et hjørnespark til 3-1.

Jens Hauge, der lagde op til Kasper Junkers mål, bragte dog spænding ind i kampen, da han med et tørt hug fra distancen reducerede til 2-3 fem minutter senere.

Men den forløsende udligning udeblev altså for det norske hold.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu