Se beviset: Så vigtigt er det med lys på cyklen

19. maj 2019 19:04 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Skulle du være i tvivl om, hvorfor du som cyklist skal køre med lys på, når det er mørkt, så se bare her.

Privatvideo
Del:

Det kan godt ske, at du synes, det er lidt ligegyldigt at have lys og tydelige reflekser på cyklen. Det kan også godt ske, du synes, 700 kroner i bøde for at køre uden lys på er tyveri ved højlys dag.

Faktum er bare, at 700 kroner i bøde er billigt sluppet sammenlignet med den ultimative pris, du kan komme til at betale. Det koster at køre uden lys på, og det er der en grund til.

Cyklister er svære for bilister at se, når det er bælgravende mørkt, og trafikforsker Harry Lahrmann har engang sagt det så tydeligt:

– I trafikken er der konstant noget, der tiltrækker bilisternes opmærksomhed, så cyklister skal se at komme ind i kampen for at blive set. Og her er det dem med det største opmærksomhedsniveau, der vinder, siger han kort og kontant til Ritzau. Med vinder, mener han overlever.

Så uhyggeligt er det

Tror du ikke på, hvad trafikeksperten siger, så kan du få syn for sagen i videoen over denne artikel. Den er optaget klokken knap 02.20 den 17. maj. Optagelsen har Rune Hansen fra Vordingborgområdet filmet med et såkaldt dashcam i sin VW Up.

Ud af det blå dukker en cyklist op, og har du set videoen med lyd på, vil du opdage, at Rune på et tidspunkt febrilsk dytter. Har du ikke fulgt nøje med, opdagede du måske slet ikke hvorfor.

– Jeg blev simpelthen skideforskrækket. Det er derfor, jeg dytter. Jeg tænker, det er fuldkommen sindssygt at køre rundt uden lys på, og jeg vil gerne trænge i gennem til folk, så de forstår det, siger Rune Hansen til Newsbreak.dk om videoen.

Optagelsen stammer fra Københavnsvej ved F24-tankstationen kort før Sydmotorvejens til- og frakørsel ved Udby.

– Det værste er jo, at det ikke er første gang. Det er bare første gang, jeg har det på video, siger han.

Ikke alle handler ondt

Ifølge Christian Berthelsen, der er politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, er de fleste af vi danskere opdraget til at have lys på cyklen, hvor de fleste bøder måske mere handler om forkert montering eller andre fejl på lygter. Det har han tidligere sagt.

– Jeg tror, der er flere, der ikke får monteret lygterne rigtigt og måske ikke ved, hvilke reflekser der er lovpligtige, siger Christian Berthelsen til Ritzau.

Direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam, mener, at det er en god idé at tale med sine børn om vigtigheden af at køre med lys. Det tager de med sig ind i voksenlivet.

– Børn skal vide, at hvis de har glemt lygterne, eller batterierne er løbet tør, så skal de ikke cykle, for det er dødsensfarligt ikke at blive set i trafikken, har han tidligere sagt.

Klaus Bondam anbefaler også, at du og dine børn har et ekstra sæt lygter eller batterier med i tasken

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu