ANNONCE

Se billederne: -Det er uvirkeligt

17. september 2020 05:44 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Orkanen Sally blev nedgraderet til en tropisk storm, da den gik i land i Alabama. Men ødelæggelserne er store.

Den tropiske storm Sally har onsdag medbragt det, USA’s nationale orkancenter (NHC) betegner som “historiske og katastrofale” oversvømmelser på kysten langs delstaterne Alabama og Florida.

Her har stormen revet træer op med rode, oversvømmet gader og efterladt hundredtusinder af hjem og forretninger uden strøm.

Sally gik i land onsdag morgen lokal tid nær den lille by Gulf Shores i Alabama som en kategori 2-orkan.

Efterhånden som den bevægede sig ind over fastlandet og tabte pusten, blev den om eftermiddagen nedgraderet til en tropisk storm med vindhastigheder på op til 113 kilometer i timen – det er lige under tærsklen for en orkan.

Nogle dele af den amerikanske golfkyst har fået næsten en halv meter regn i løbet af det seneste døgn. Og selv om Sally mister styrke, ventes der fortsat endnu mere regn, oplyser NHC.

Kystbysamfundet Pensacola i Florida er blevet ramt af over halvanden meters oversvømmelser, og ødelagte veje og broer betyder, at mange indbyggere er afskåret fra at rejse væk.

Flere end 500.000 hjem og forretninger er uden strøm, da stormen har væltet træer og revet strømledninger ned.

Sally bevæger sig med otte kilometer i timen mod grænsen mellem Alabama og Florida, men ventes ifølge NHC at tage til i fart.

– Det er den store mængde regn, der skiller sig ud. Det er helt uvirkeligt, siger 50-årige Cavin Hollyhand, der har søgt ly i byen Mobile i Alabama.

I galleriet ovenfor artiklen kan du se billeder fra de enorme ødelæggelser.

Fakta

Tropiske orkaner lever af havet

  • Tropiske orkaner starter deres tilværelse over et varmt hav, omkring 26 – 27 °C varmt. Hovedenergikilden til tropiske orkaner stammer fra fordampning fra havoverfladen. Energien tilføres orkanen ved frigørelse af varme i forbindelse med skydannelse.
  • Fordampningen skal være kraftig fra havoverfladen for at få dannet en rigtig tropisk orkan og dette sker kun, når vandtemperaturen er så høj. Derudover kræves den afbøjende kraft – der påvirker alle ting, der bevæger sig på den roterende Jord – corioliskraften. De tropiske orkaner opstår derfor kun mellem de subtropiske højtryk og ca. 5° fra Ækvator, da havet her er tilstrækkeligt varmt og afbøjningskraften er tilstede. På selve ækvator er corioliskraften nemlig 0.
  • Overordnet kan man sige at en tropisk cyklon er en hvirvel i atmosfæren med vedvarende vinde ≥ 32,7 meter pr. sekund. Der er en veldefineret hvirvlende bevægelse med en størrelsesorden på gennemsnitlig ca. 500 kilometer. En organiseret voldsom opstigning af luft (læs: tordenbyger) giver skyspiralerne Der er meget lavt lufttryk i centret, og stærke vinde, der giver store bølger samt voldsom nedbør.
  • En tropisk orkan starter i det små – som en tropisk hvirvel af tordenvejr med meget moderate vindhastigheder. Nogle af dem udvikler sig dog hurtigt til en tropisk storm, og hvis dette sker, får stormen et nummer og følges derefter nøje. Indimellem, men heldigvis sjældent, udvikler stormen sig til en tropisk orkan og nu får den så et på forhånd aftalt navn f.eks. “Katrina”, samtidig med at det store beredskab træder i kraft (se mere om tropiske orkaner’s navne på National Hurricane Center’s hjemmeside http://www.nhc.noaa.gov).

Kilde: DMI

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu