Se de fede biler: Klassiske køretøjer under hammeren

1. maj 2019 15:45 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Der er mulighed for gode handler for bilelskere, når Campen Auktioner i weekenden afholder specialbilauktion på Vilhelmsborg ved Aarhus.

Der er gode investeringer at gøre, når flere end 80 klassiske biler skal under hammeren ved Campen Auktioners specialbilauktion. Imellem de mange biler, der kommer på auktion lørdag den 4. maj er luksusmærker som Porsche, Rolls Royce og Corvette repræsenteret, men der er også mulighed for gøre en god handel inden for mærker som Ford, VW og Opel.

For auktionarius Peter Lund er det svært at pege på én bil, hvis pris kan blive en højdespringer, men han spår den sorte Porsche 911 gode chancer.

– Det er meget svært at sige, hvilke biler der får topbud. Der er så mange gode muligheder, men der er en Porsche med nummermatch – altså hvor stelnummer og motornummer er kompatible – og det er et klart samlerobjekt. Den kan godt blive meget dyr, siger han.

Derudover nævner han, at en rød Volvo lastbil også sagtens kan konkurrere om topbuddet. Foruden veteranbiler rummer kataloget også busser, lastbiler, motorcykler og en traktor.

Forkærlighed for amerikanerbiler

Det er ikke de spåede højdespringere, som auktionarius Peter Lund har kastet sin egen kærlighed på.

– Jeg er selv mest til amerikanerbiler, derfor er jeg meget spændt på hammerslaget på Oldsmobile Delta, siger han.

Allerede inden hammeren svinges, har der været mulighed for at afgive bud på de sjældne køretøjer, hvor flere tusinde kroner allerede er i spil. Det forventes, at der møder omkring 550 besøgende op i de smukke landlige omgivelser på Vilhelmsborg nær Aarhus, hvor Campen Auktioner har besluttet at holde specialauktionen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu