ANNONCE

Se kronprinsparrets ‘Knold og Tot’ løsning

27. april 2021 11:16 | Af: Keld Stampe, ks@newsbreak.dk

Selv kommende monarker må ind imellem benytte sig af det forhåndenværende

Se flere fotos i galleriet ovenfor

De danske, svenske og norske tronarvingepar mødtes mandag den 26. april til en digital snak fra hver deres hjem.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary fra Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg, det svenske kronprinsessepar, Victoria og Daniel, fra Haga Slott i Stockholm og det norske kronprinspar, Haakon og Mette-Marit, fra Skaugum omtrent 20 kilometer sydvest for Oslo.

Her havde de hver især arrangeret deres lille digitale mødestation. Og som de fleste sikkert vil bemærke fra en serie billeder, de tre kongehuse har delt på de sociale medier, benyttet en række forhåndenværende remedier til at gøre mødet så bekvemt som muligt.

Bøger til at hæve elektronikken op i den rigtige højde og for det danske kronspars vedkommende også et ‘lille værktøj’ til at få den rigtige vinkel på iPad’en.

På mødet opdaterede de tre royale par hinanden om deres familier og talte desuden om det daglige arbejde samt de protektioner og mærkesager, de særligt beskæftiger sig med i denne corona tid.

De føromtalte billeder viser med al tydelighed, at de tre par nød hinandens digitale selskab og det lille møde sluttede da også af med, at de alle udtrykte stor længsel efter forhåbentligt snart igen at kunne mødes fysisk på tværs af de corona-påvirkede landegrænser.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu