ANNONCE

Se listen: Her er Ellemanns støtter

1. september 2019 17:35 | Af: Ritzau Fokus

Politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) bliver af flere udpeget som mulig ny formand i Venstre.

Der gik ikke længe, fra at Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen meldte sin afgang som formand, til at flere profiler i partiet meldte deres støtte til Jakob Ellemann-Jensen som kommende formand for partiet.

Artiklen fortsætter under videoen

Senest har også folketingsmedlem Claus Hjort Frederiksen, der er erklæret Løkke-støtte, meldt ud at han støtter Jakob Ellemann-Jensen, hvis han beslutter sig for at blive formandskandidat.

Lose afviser

Til gengæld har formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose, der også er regionsrådsformand i Sydjylland, meldt ud, at hun ikke går efter at blive partiets næste næstformand.

På Facebook skriver Stephanie Lose blandt andet:

Jeg kan se af min indbakke, min telefon og en lang række nyhedssites, at der bliver spekuleret massivt i, om jeg vil stille op som næstformand for Venstre. Det er imidlertid ikke en post, jeg stiller op til. Jeg har hænderne fulde i Region Syddanmark og Danske Regioner og brænder for mit arbejde i og for regionerne.

Over for Ritzau uddyber Stephanie Lose:

– Jeg har gjort op med mig selv, at jeg ikke vil påtage mig et ekstra hverv og risikere at skuffe nogen, fordi jeg ikke løser det på en tilfredsstillende måde.

Stephanie Loses fornemmelse er, at når flere i baglandet har opfordret hende til at stille op, er det fordi, der er et ønske om tættere sammenhæng mellem baglandet, Christiansborg og Venstres ledelse.

– Det tror jeg, man kan gøre på rigtig mange andre måder end ved at have en næstformand fra baglandet.

– Jeg har selv både idéer og tanker om, hvordan vi i Venstre kan arbejde mere strategisk med baglandsinddragelse, end vi har gjort hidtil.

– Og hvis en ny ledelse kan bruge mig til den slags, stiller jeg mig meget gerne til rådighed, siger Stephanie Lose til Ritzau.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu