ANNONCE

Seks livsfarlige aktioner: Her er deres bøn til dig

13. august 2020 09:33 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Seks livsfarlige aktioner på en uge - livredderne gør status og kommer med vigtig bøn. Til dig.

Mere end 400 gange måtte livredderne fra Trygfondens Kystlivredning rykke ud til førstehælpsaktioner – og det bare i uge 32. De seks af gangene var situationer, der var direkte livsfarlige, vurderer livredderne i en pressemeddelelse.

De høje og på sin vis alarmerende tal får nu livredderne til at komme med en formaning. En opfordring, der skal holde flest mulige i live på de danske strande, hvor der for tiden er hanekamp om at komme til.

Vigtigere end tidligere er det, at du tager rådet til dig nu, for det gælder også, selvom der ikke er livreddere til stede. Trygfondens livreddere forlader deres pladser den 19. august og siger tak for i år.

Opfordringen fra Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning, lyder; hold altid øje med dine børn.

– Det er altid en alvorlig situation, når forældre mister deres børn af syne på en strand, da der er mulighed for, at børnene er gået ud i vandet på egen hånd. I de seneste dage har livredderne hjulpet med at finde børn på strandene, og heldigvis blev alle børn og forældre genforenet i god behold, fortæller Anders Myrhøj, som samtidig sender en alvorlig opfordring til forældrene.

– Hold altid øje med børnene, når I er på stranden. Læg avisen og mobilen væk, så du hele tiden har opmærksomheden på børnene. Selvom de leger godt i vandkanten, får de måske pludselig øje på noget, og så kan de finde på at gå væk. Det samme gælder, når børnene er i vandet. Gå med dem, så du ved, hvor de er og hurtigt kan træde til, hvis de for eksempel overraskes af en stor bølge og mister balancen, så de kommer under vandet, siger Anders Myrhøj.

Fakta

De fem baderåd:

1. Lær at svømme: Når du kan svømme, kan du redde dig selv og andre fra at drukne. Vælger du at gå i vandet, selv om du ikke kan svømme, bør du finde et sted, hvor du kan bunde, og hvor vandforholdene er rolige.

2. Gå aldrig alene i vande: Når I er flere, kan I holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis noget går galt. Det giver større sikkerhed for alle. Undgå farlige lege i vandet, og råb aldrig om hjælp for sjov.

3. Læs vinden og vande: Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold, og hold øje med vindens retning. Ved fralandsvind driver badedyr, gummibåde og luftmadrasser hurtigt til havs. Der er også øget risiko for brandmænd. Ved pålandsvind er der øget risiko for revlehuller med kraftig udstrømning.

4. Lær stranden at kende: En ny strand kan være fuld af overraskelser, der ikke kan ses med det blotte øje. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet.
Passerer der en hurtigfærge, der kan give store bølger? Er stranden kendt for at være meget stejl? Er der moler eller høfder, som påvirker strømmen? I udlandet skal du også være opmærksom på undersøiske rev eller farlige dyr. Læs også altid strandens oplysningsskilte.

5. Slip ikke børnene af syne: Hold dig tæt ved badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Selv større børn, der svømmer godt i en svømmehal, kommer nemt i vanskeligheder i mødet med havets strøm og bølger.
Hold godt øje med børn, og sørg for ikke at blive distraheret.

Kilde: TrygFonden og Dansk Svømmeunion.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu